Redaktørerne

Maria Louise Bjørn Bjerrum. Ansvarshavende redaktør og bestyrer af bogbotten.dk

Jeg blev Master i børnelitteratur i 2014 og har altid elsket litteratur, dejlige tekster og smukke billeder. Til dagligt arbejder jeg med formidling af børne- og ungdomslitteratur gennem mit arbejde som folkeskolelærer og PLC-medarbejder – eller mere mundret skolebibliotekar. Udover mit skoleliv arbejder jeg også som lærermiddelforfatter og foredragsholder. I 2014 stiftede jeg sammen med Lisa Gardum Andersen bloggen bøgertilbørn.dk.

Min passion er at få børne- og ungdomslitteraturen ud til børn, unge og voksne, der også har et hjerte, der banker for de gode historier. Jeg læser selv bunker af bøger og oplever en stor glæde ved at finde en velfungerende letlæsningsbog, dragende fantasyfortællinger, smukke grafiske romaner, gribende ungdomsbøger, betagende billedbøger og alt det, der ligger imellem.

 

Katarina Skovsende. Redaktør på bogbotten.dk siden februar 2017.

Jeg er en meget nysgerrig og videbegærlig person, og jeg har derfor været lidt rundt omkring rent uddannelsesmæssigt: Jeg har en bachelor i litteraturvidenskab med tilvalg i pædagogik og lingvistik, jeg har studeret på kandidaten i litteraturvidenskab, hvor jeg tog tilvalg i formidling og kommunikation, og så har jeg også studeret på medicinstudiets bachelor.

Jeg interesserer mig altså for lidt af hvert og næsten det hele, men min største passion er og bliver børnelitteraturen. Mit arbejde med børnelitteraturen startede, da jeg afleverede min bacheloropgave om billedbøger og fik lov at udvide min undersøgelse og udgive en fagfællebedømt videnskabelig artikel i tidsskriftet Aktuel Forskning. Litteratur, kultur og medier ved SDU. Siden har jeg arbejdet med børnelitteraturen, så ofte jeg har fået muligheden, og i februar 2017 – efter en fantastisk praktikperiode hos BIBIANA Danmark – besluttede jeg mig for at give børnelitteraturen min udelte opmærksomhed. I dag bruger jeg derfor min tid på at skrive børnelitteratur, arbejde som freelancer og frivillig redaktør hos bogbotten.dk og selvfølgelig også på at bygge flyvemaskiner af LEGO med min søn. Og som Pippi siger: “Det er ikke noget, jeg har prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert.”

 

Merete Flensted Laustsen. Stifter og tidligere ansvarshavende redaktør og bestyrer af bogbotten.dk. Medejer og partner i litfo.dk.

Merete blev i 2008 Master i børnelitteratur, MEd og har optrådt som booktalker, foredragsholder og litteratur-coach. Merete har en stor lidenskab for børne- og ungdomslitteratur og læser ALT (næsten).

Merete har fungeret som forlagskonsulent og været lektør samt haft den store glæde at være litteratur- og læselystformidler i et vidunderligt kombibibliotek. Merete stiftede bogbotten.dk i 2012, fordi der dengang manglede formidling og fokus på børne- og ungdomslitteraturen udenfor den snævre kreds af børne- og ungdomslitteraturformidlere. Det gør der desværre stadig!

Bogbottens mission er at være med til at klæde de voksne på, som skal promovere litteratur og læselyst til alle Danmarks børn og unge.

forside til grundbogen Merete er desuden medforfatter til
“Børne- og ungdomslitteratur. Grundbog for skole- og folkebibliotekarer”, Høst & Søn, 2014

Den kan købes for 100 kr. + porto. Så længe lager haves
Kontakt: merete@litfo.dk