Zenobia

Forfatter: Morten Dürr
Illustrator: Lars Horneman
Sidetal: 98
Forlag: Cobolt
Udgivelsesår: 2016


Målgruppe: 9+

Havet er stort og tomt.
Her kan ingen finde mig.
Her kan mor og far ikke finde mig.

Titlen på Morten Dürr og Lars Hornemans billedfortælling, eller grafiske roman, ”Zenobia” refererer til dronning Zenobia af Syrien der i 300-tallet overvandt romerne og skabte et stort rige fra Ankara til Alexandria – og som aldrig underlagde sig nogen mand.

Det er hende, hovedpersonen, cirka niårige, Amina får fortalt om, først af sin mor og siden af sin onkel på vej mod Middelhavet. Her skal hun drage ud på den usikre rejse i en overfyldt båd mod Italien. Der er ikke penge nok til at Aminas onkel også kan komme med på båden, så Amina stiger alene ned i den overfyldte båd.

Selvfølgelig går det galt. Båden rammes af en forkert sø og Amina kastes i havet.

Frem til dette sker er scenen overladt til Lars Hornemans streg, og en filmisk fremstilling uden ord, hvor der zoomes ind på båden og menneskene ombord ude på det åbne hav.

Mens Amina drukner, genoplever hun i flashbacks dagliglivet hjemme i Syrien. Her leges gemmeleg med mor og laves dolmer. Forældrene drager til byen, forsvinder og kommer ikke igen – og det er her Aminas flugt begynder gennem et krigshærget Syrien.

Billedfortællingen fortælles i blåtonede nutidsbilleder og bruntonede flashbacks, og det er gennem Lars Hornemans tegninger hovedparten af fortællingen fortælles. Morten Dürr bidrager på tekstsiden med korte præcise hovedsætninger:

Båden var alt for lille.
En mor med to babyer gav mig en kiks.
Vi sejlede hele natten.
En gammel mand klappede mig på kinden
Det skal nok gå
Hvor skal vi hen?
Vi skal til et land uden soldater.
Sov bare.”

På sin vej mod havets bund møder Amina ikke bare sagndronningen Zenobia, men også et skibsvrag med dette navn. Her er der nok at tolke på og tænke over for læseren.

Det er altid ubehageligt at møde krigens uhyrligheder fortalt fra børnehøjde som man gør her. Her er bomberne, flyene, ruinerne, støvet og trøstesløsheden; men der er også barnets naive tro på de voksne at tage stilling til. Morten Dürr og Lars Horneman fortæller og viser Aminas fortælling på en overbevisende måde, på billedsiden med mange overraskende opslag og indfald.  På overfladen er ”Zenobia” en tekst skrevet og tilpasset børn. Men måske virker den, på grund af dens indbyggede barnlige naivitet og uskyld endnu stærkere på den voksne læser, der så sandelig også bliver klogere på konflikten i Syrien og dens menneskelige omkostninger.

”Zenobia” er et væsentligt indspark i flygtningedebatten hvor grænserne ellers er trukket særdeles hårdt op i Danmark. Man kan håbe, at Aminas fortælling kan give fortalere og modstandere et litterært udgangspunkt for en fælles samtale.

Amina går som alt for mange andre kvinder og børn en ubærlig skæbne i møde i denne borgerkrig. Her hjælper Aminas mors ord nok ikke det store når hun siger:

”Du er snart kvinde, Amina. Kvinder kan klare alt.”

”Zenobia” viser med al tydelighed, at det kan de ikke!

Det er ikke første gang Morten Dürr har fat i børns horrible vilkår. Tilbage i 2010 skabte han sammen med Lars Gabel den uhyre vellykkede billedbog, ”Marias dukke” om børns liv på en fjernøstlig losseplads. Sammen med Lars Horneman gentager han med ”Zenobia” kunsten at fremstille visse børns umulige livsvilkår uden i overført betydning at træde læseren over tæerne.

”Zenobia” anbefales varmt til brug i dansktimerne på mellemtrinnet, til frilæsning, til dialogisk læsning derhjemme og endelig til alle voksne. I ”Zenobia” får man en velfortalt og fremragende tegnet fortælling om borgerkrigen som af en voksen kan læses på lidt over et kvarter. ”Zenobia” indgår i den lange række af rigtig gode billedfortællinger 2016 har budt på. Billedlitteraturen, og med den ”Zenobia,” har for alvor forladt barnekammeret og er blevet en fuldvoksen teenager, det i allerhøjeste grad er værd at lytte til.

http://larshorneman.blogspot.dk/

http://cobolt.dk

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.