Zarens skæbne

Forfatter: Evelyn Skye
Oversætter: Birgit Schlifer
Sidetal: 412
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2018


Målgruppe: 13+

Zarens Skæbne er opfølgeren til Zarens Spil og begynder, hvor karaktererne Vika, Pasha og Nicolai hver for sig prøver at forene sig med deres skæbne og situation, som den ser ud efter afslutningen på første bog. Handlingen i Zarens Skæbne tager hurtigt fart, den ene begivenhed tager den anden, og som læser fanges man i en hæsblæsende historie fyldt med jalousi, intriger, forelskelser, tron-opgør, magi og skyggeriger.

Med Zarens Skæbne har Evelyn Skye skrevet en rigtig god og konstant underholdende historie. Karaktererne er nuanceret beskrevet, så selvom man som læser hurtigt kan få en favorit, er det muligt at få forståelse for langt de fleste af karaktererne og deres handlinger. Der er dog enkelte elementer i bogen, der ikke holder. Jeg er stor tilhænger af, at over- eller unaturlige kræfter skal være troværdige og kunne forklares ud fra nogenlunde acceptable kriterier, og i Zarens Skæbne kan magikerne i min optik for meget. Meget af magien gøres troværdig som for eksempel det forhold, at når en magiker evanescerer (en form for teleportering), så opløses han/hun til bittesmå partikler, som så flyttes fra et sted til et andet, hvor de så materialiserer sig til en magiker igen. Det er ikke realistisk (der er jo trods alt tale om fantasy), men det er trods alt forklaret, og det er troværdigt inden for de magiske rammer, der er sat. Når en magiker derimod er i stand til at styre tusinde forskellige objekter og få dem til at gøre forskellige ting på samme tid, bliver magien utroværdig for mig – også selvom magikernes styrke vokser i takt med befolkningens frygt for samme (og den er der masser af). Der er simpelthen for stor afstand mellem bogens virkelige verden og magiens muligheder. Min skepsis i forhold til magien ændrer dog ikke på den overordnet positive oplevelse af bogen, og man må i det mindste give magien, at den giver mulighed for nogle drabelig og storslåede opgør undervejs, som forresten er meget fantasifulde og rigtig godt og malende beskrevet.

Zarens Skæbne er en YA-udgivelse, der er let og på sin vis hurtigt læst. Den er dejlig kronologisk fortalt, således at stort set alle kapitler starter, hvor det forrige sluttede eller meget hurtigt flettes sammen med det forrige. Det gør historien overskuelig og forståelig, og da antallet af væsentlige karakterer samtidig er overskueligt, tænker jeg, at bogen ikke kun retter sig mod de rutinerede læsere, men måske kan være den lidt svagere læsers første (om end lidt ambitiøse) forsøg på en roman.

Jeg følte mig rigtig godt underholdt igennem hele romanen, og jeg kan sagtens se denne bog anvendt som frilæsningsbog for udskolingselever. Forfatteren, der er uddannet i russisk historie og litteratur, har i sin historie ladet sig inspirere af virkelige, historiske begivenheder og laver samtdigi også slet skjulte henvisninger til andre forfattere og romantiserede figurer i russisk litteraturhistorie, så måske bogen kunne vække en interesse for zarernes og Ruslands spændende historie hos den enkelte læser?

Evelyn Skyes hjemmeside
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside

Forfatter

Anmelder: Lonni Carlsen

Lonni er uddannet lærer og læringsvejleder og arbejder til daglig på Gildbroskolen i Ishøj. Hun underviser i udskolingen og er fagansvarlig for dansk på skolens læringscenter. Ydermere er hun beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk. Lonni har en særlig interesse for ungdomslitteratur samt grafiske romaner og billedbøger, der henvender sig til de ældste elever i folkeskolen.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.