Wimpy Kid – ikke en dagbog

Bogens forsideForfatter: Jeff Kinney
Oversætter: Kim Langer
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2012
Set til kr.: 149,95


Målgruppe: 10-13 år

Greg starter i udskolingen og er fast besluttet på, at han en dag skal blive til noget stort, og til den tid vil det være rart med lidt noter om sin barndom til alle ens fans. Så han tager noter om sit liv i sin ikke-dagbog. Vi følger Greg gennem et helt skoleår fuld af pinligheder og kiksede situationer, som fx årets  skolekomedie, hvor Greg får rollen som træ. Greg er en drengerøv, hans verden er fuld af lammere, computerspil, slåskampe og problematikker omkring hvordan man slipper for at lave lektier. Det er hverken dybt eller stort, men det er underholdende og virkelig godt tænkt.

Jeff Kinneys serie om The Wimpy Kid har i flere år gået sin sejrsgang på de amerikanske bestsellerlister og verden over. Herhjemme udgav Thanning og Apple første bog i serien i 2008 under titlen En tøsedrengs dagbog, men den slog ikke rigtig igennem. Nu har Gyldendal heldigvis besluttet at give serien en ny chance. Bind 2 – Rodrick styrer er også udkommet. På engelsk findes der syv bøger i serien.

Wimpy Kid gør muligvis det samme for børn i dag, som Adrian Mole gjorde for unge læsere i 80’erne. De børn, der er blevet for gamle til Kaptajn Underhyler kan fortsætte med Wimpy Kid.

Det store scoop ved bogen er uden tvivl tegningerne, eller rettere kombinationen af teksten og tegningerne. Jeg har testet bogen på en 12-årig. Og den rammer plet. Den er god for de børn, der ikke orker en lang roman og især for drengene.

http://www.wimpykid.com/

http://www.gyldendal.dk/boeger-til-boern-unge/boerneboeger/serieboeger/9788702126754/wimpy-kid-1-ikke-en-dagbog

Forfatter

Anmelder: Nana Baaner Klitgaard

Nana er cand.mag i dansk og engelsk og har taget 3. modul på masteruddannelsen i børnelitteratur (om formidling af børnelitteratur). Hun arbejder som freelanceredaktør af alle mulige slags bøger, men børne- og ungdomsbøgerne er dem, hun brænder for. I sin tid skrev Nana speciale om dannelsesromanen, så måske plantede hun ubevidst et frø der til interessen for ungdomsromanen, det “dannende” og coming of age-litteraturen. Nana har en lang baggrund i forlagsverdenen og har bl.a. arbejdet som børnebogsredaktør på Politikens Forlag. Derudover har Nana arbejdet med journalistiske bøger og anden faglitteratur for voksne.
Dette indlæg blev udgivet i p-bog, 10+ og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.