Viola og veninderne

Forfatter: Line Kyed Knudsen
Illustrator: Charlotte Pardi
Sidetal: 28
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 249,95

Målgruppe: 3+

Viola har gode veninder og leger godt i børnehaven, men nogle gange vil veninderne noget andet end Viola, og hun føler sig udenfor. Det er svært og Viola bliver ked af det – og til sidst også vred. Heldigvis hjælper pædagogen Gitte Viola og veninderne med at forstå hinanden bedre.

Line Kyed Knudsen har her skrevet en fin bog om de store følelser, der er på spil i børnehavelivet. Vinklen er Violas, og fortællestilen er fuldstændig i børneperspektiv:

”Og så var det, at de skulle sove,” siger Siri.
De putter dukkerne og sidder i lang tid og ser dem sove. Der er helt stille. Men så kan Viola høre Ida ude i garderoben.
“Og så var det, at de vågnede og skulle i zoologisk have,”siger Viola. Hun kigger på Siri.
‘Det er kun os to, der leger, ikke?”

Teksten flyder godt og man kan både mærke og forstå Violas frustrationer, men uden at fortællingen af den grund bliver hverken partisk eller ensidig.

Charlotte Pardis farverige helsideillustrationer er stemningsfulde og ansigterne udtryksfulde – billedernes størrelse sammenholdt med bogens format, gør historien yderst velegnet til oplæsning for en større gruppe børn.

Allerbagerst i bogen er en kort vejledning i dialogisk læsning af fortællingen; her er tekstspørgsmål og forslag til fokusord – og endelig et par sætninger, der kan bruges til at rådgive om venskab på børnehaveniveau.

Dette er uden tvivl en meget brugbar bog, når der skal arbejdes med empati, venskaber og konflikter i børnehaven. Man kunne dog nok have ønsket, at den var knapt så kønsfokuseret – vanskeligheder i venskabsrelationerne er jo ikke forbeholdt piger. 

http://www.carlsen.dk/

http://www.linekyedknudsen.dk/viola-og-veninderne/

http://www.forfatterweb.dk

Forfatter

Anmelder: Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.