Verdens bedste team

Forfatter: Lilja Scherfig
Illustrator: Lea Hebsgaard Andersen
Sidetal: 32
Forlag: Jensen&Dalgaard
Udgivelsesår: 2016


Målgruppe: 5+

Mig og Hasse … Vi er verdens bedste team, og det har vi altid været … Godnat!

Hanne og Hasse er søskende. Og grunden til at de er verdens bedste team, som citatet røber, er, at de er så forskellige. Komplementære størrelser. Tilsammen udgør de så at sige en helhed. Ja, måske endda mere end det. Hvor den ene, Hanne, er en rationel og ”ordentlig figur”, er Hasse den fuldkommen vilde, ustyrlige og kreative figur, som både kan begejstre og drive andre til vanvid. I hvert fald deres fader.

Fx leger Hasse blind og går rundt med lukkede øjne og sin blindstok, hvorefter rammen med billedet af mormor rages på gulvet, så glasset splintrer. Endnu vildere går det for sig, når badeværelset skal gøres rent. Hanne gør rent, mens Hasse udfolder sig og maler røde læbestift-blomster på væggen, alt imens wc-dromedaren sidder og spiser alt det fra wc’et, som ellers bliver skyllet ud.

Da far ser det, er han nær ved at få et slagtilfælde, og han brøler i arrigskab, men det standser slet ikke her. Hasses fantasi er alt for voldsom, og selv om han får besked på det, så kan den ikke tøjles. Slet ikke i børneværelset, når de skal sove … Og slet ikke af ham selv i hvert fald, så der er dømt undergang for verdens bedste team.

Far må til læge, og med sig hjem derfra har han nogle piller – ikke til sig selv, men til Hasse. Om de nu er Ritalin, pillerne, eller hvad, fremgår ikke. Men sikkert er det, at de har en virkning svarende til disse.

Og de har nøjagtig den virkning, som faderen ønsker sig. Hasse bliver en skygge af sig selv. Han falder fuldstændig til ro, gør hvad far siger, klipper hækken sirligt og udvikler en ordens side, som forældrene nok heller ikke havde set komme. De nyder bare freden.

Men man kan jo nok regne ud, at sådan kan det ikke blive ved med at gå.

Revolten kommer imidlertid ikke fra Hasse, men derimod fra Hanne. Når hun ser sin lillebror vaske regnbuen ned af væggen og sende sit mælkekarton-folk af sted i en sort sæk og mere til, skærer det i hendes hjerte. Og på sit spørgsmål, om Hasse ikke helst vil være den rigtige Hasse, svarer han: Næh, … far og mor kan bedst li’ mig sådan her. Da kammer det over.

Så oprøret ikke bare lurer, men rykker nærmere. I nattens mulm og mørke tager Hanne Hasses piller og sender dem ud gennem afløbet i toilettet, hvorefter hun vækker sin far og mor og råber til dem, hvad indledningscitatet viser.

Da pillerne er ude af kroppen, vender Hasse langsomt tilbage og bliver den Hasse, han nu engang er. I hvert fald er han hastigt tilbage på kreativitetens buldrende bølge og vender op og ned på alting.

Verdens bedste team er genoprettet og på det afsluttende opslag ser man de to søskende blive båret gennem luften af to drager, godt fulgt på vej af hvide fugle med pandekager i hhv. næb og kløer.

En sådan fortælling med to figurer, som både kompletterer hinanden og er hinandens modsætning ses flere steder i litteraturen. Lad os bare nævne to: Tænk fx på fortællingen om Martha og Maria fra Det nye Testamente. Den ene, Maria, vil hellere sidde og lytte til Jesu fortællinger end tage sig af dagligdagens dont, mens Martha synes den er det væsentligste. Men hvem af dem mon Jesus synes bedst om? Tænk desuden fx på Cecilie Ekens Mørkebarn. Den ene lys og venlig, den anden mørk og nærmest dæmonisk. Men moralen er, at forældrene må elske dem begge!

Og hvad enten man nu vil læse fortællingen som en historie om disse to komplementære søskende, eller som en historie om et søskendepar, hvoraf den ene (måske) lider af ADHD og må have Ritalin for at falde til ro, så er det en fortælling, der giver god mulighed for at læse, tænke og tale om problemerne – ikke mindst blandt voksne?

At slippe sådan et par løs giver en fortælling sin helt egen dynamik, og man må love for, at Lilja Scherfig får sat liv i kludene i denne både charmerende, morsomme og ganske uhyggelige fortælling, som jo i virkeligheden er en revolutionsfortælling. Det er skarp lud til skurvede hoveder, selv om humoren er en velgørende medspiller. Konfliktstoffet mellem barn/børn og voksne er et tema, som Lilja Scherfig behersker til perfektion. Tænk ikke mindst på den fine billedbog, Farfar, fra 2015.

Verdens bedste team er en ferm og fortrinlig fortælling, som det er en stor fornøjelse af læse.

Og Lea Hebsgaard Andersen illustrerer, så det er en berigende lyst at gå bogen igennem. At vi i fremtiden vil komme til at møde hendes stærkt personlige streg og signatur er ganske sikkert og vist. Sikke en åbning hun har fået skabt sig med to udgivelser i dette efterår. Ud over denne sammen med Lilja Scherfig også en billedbog i samarbejde med Peter Mouritzen, nemlig Prop.

Bogen er velegnet til oplæsning i de mindre klasser, og det er oplagt at tale med børn om, hvad de sådan kan tillade sig, og også hvilke grænser forældre bør sætte for børns udfoldelser. Hvornår bliver udfoldelser til udskejelser? Hvornår er nok nok? Gør Hanne det rigtige?

Kunne man forestille sig fortællingen læst op ved et forældrearrangement på skolen med efterfølgende diskussion? Mulighederne er mangfoldige, som de er ved alle virkeligt gode fortællinger.

http://jensenogdalgaard.dk

Lilja Scherfig: Vi har brug for alle farver

http://www.leaandersen.dk/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.