Uffes flotte festtøj

Forfatter: Lea Letén
Illustrator: Lea Letén
Sidetal: 32
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 3+

Mor har fundet et billede i et blad.
»Sådan skal vores fest se ud!« siger hun.
Alle på billedet har pænt tøj på, og de danser.
»Se, far,« siger Uffe og peger. »De har også sådan en fin drink!«
»Det har de sørme også, « siger far og ser lidt bekymret ud.” 

Far, mor og Uffe skal holde fest, og mor har besluttet, at far skal lave velkomstdrinken. Men det er ikke helt nemt at lave en god drink. De skal også have fint tøj på, og mor finder derfor Uffes pæne tøj frem fra skabet. Men ØV, det er blevet alt for småt – og nu har Uffe slet ikke noget festtøj at tage på. Mor går på loftet og finder en kasse med fætter Knuds aflagte tøj, og heldigvis finder de i kassen præcis sådan noget tøj, som Uffe synes er rigtig pænt.

På festdagen kommer mor med en overraskelse til Uffe. Det er en hat. Uffe synes, den er hæslig, og han forstår slet ikke, hvorfor mor har købt sådan en grim hat til ham. Men det er meget svært at fortælle mor, at han ikke bryder sig om den, i stedet får han en god idé: Han vil gemme hatten. Men bedst som han har fået mast hatten op øverst på køkkenskabet, kommer han til at skubbe til en masse krukker, så de ryger ned og splintres. Glasskår, mel og hatten havner i fars velkomstdrink. Mor bliver sur, men heldigvis er far kun lettet – han synes nemlig slet ikke velkomstdrinken smagte godt. Uffe og far fortæller mor sandheden om hatten: at Uffe synes den er grim. Gudskelov tager hun det pænt, og det bliver en brag af en fest trods alt.

Uffes flotte festtøj  er en fin billedbog til børn i 3-6-års alderen. Tekstmængden, 3-6 linjer på hver side, er tilpasset målgruppen fint – især den yngste del. Der er masser af direkte tale, hvilket gør oplæsningen ekstra levende, hvis man fx benytter sig af muligheden for at lave forskellige stemmer.

Lea Leténs illustrationer holdt i douchede farvetoner er charmerende. Billedernes store detaljerigdom, hvor fx et par nisser stikker hovedet op af en papkasse på loftet, legesager er smidt hulter til bulter, en gammel sok hænger dovent på en kasse og en lille edderkop vandrer i bunden af en side, tilfører historien masser af ekstra indhold.  Derudover har Letén en enestående evne til på enkel vis at kunne illustrere personernes følelser ved blot at tilføje en lille bugtning i en mundvig eller et hævet øjenbryn – Uffe, mor og far kommer til live på papiret, og fortællingen får hermed masser af varme, følelse og personlighed.

Forfatter og illustrator Lea Letén har udgivet flere bøger for børn, heriblandt endnu en bog om Uffe: Uffe fanger en fisk fra 2010.

Uffes flotte festtøj er en rigtig god hverdagsfortælling om, hvor svært det kan være at sige sin ærlige mening af frygt for at såre sin mor og far. Den er fortalt i børnehøjde med personlighed og nærvær, hvilket gør den rigtig god til oplæsning i børnehaven eller hjemme ved sengekanten. 

 www.lealeten.dk

www.rosinante.dk/

Forfatter

Anmelder: Nynne Jakobsen

Nynne har, siden hun var en lille pige, altid været en læsehest. Så meget, at hun flyttede fra Nordsjælland til Aarhus for at tage en bachelor i litteraturhistorie. Nu er hun imidlertid vendt hjem til det sjællandske, hvor hun læser på kandidatuddannelsen ’Moderne kultur og kulturformidling’ på Københavns Universitet. Nynne har arbejdet på forlag, og derudover har hun oversat forskellige bøger – primært bøger til børn og unge. Blandt Nynnes forskellige interesser indenfor litteratur og kunst har børne- og ungdomslitteraturen en helt særlig plads – både i hendes hjerte, men også i hendes evigt voksende bogreol. Især er hun vild med smukke billedbøger, eventyrlige fortællinger og graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.