Ud af det blå

Forfatter: Rebecca Bach-Lauritsen
Illustrator: Anna Margrethe Kjærgaard
Sidetal: 90
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår: 2019
Set til kr.: 300,-

Målgruppe: 4 – 99 år

”Pludselig er den der.

Bare sådan.

Ud af det blå.

Men først er den der ikke.”

Et forfatterskab kan være stort, selvom det er lille af omfang. Det gælder om nogen for Rebecca Bach-Lauritsen, som nu er klar med sin kun fjerde bog, efter debuten tilbage i 2011 med Veronika lyder som harmonika, som norske Stian Hole illustrerede.  Nu er hun på banen igen, i særdeles stærkt og jævnbyrdigt makkerskab med illustratoren Anna Margrethe Kjærgaard.

 Ud af det blå er en lang billedfortælling på hele 90 sider, hvor de to får lov til at brede sig i fortællingen om drengen, der bor helt alene i et stort hus med en kaktus som selskab.

Alt ånder fred og idyl i huset, hvor alt befinder sig på rette plads, og hvor der er orden og styr på det hele. Pludselig dukker der en stor brun bjørn op -bare sådan Ud af det blå. Den opmærksomme læser har dog forinden undret sig over det liv, der er i det lille bjørnebillede på væggen i drengens hus.

Fra at drengen har levet en tilsyneladende ensom og ekstremt velordnet tilværelse, forandres alt i mødet med den store brunbjørn. Pludselig leges der en vild gemmeleg, hvor sågar kaktussen er med, der danses lystigt til gode gamle vinylplader, og sammen brøler drengen og bjørnen godnat inden sidste opslag, hvor: ”Drengen ligger på maven. Bjørns.”

 Ud af det blå fortælles i Anna Margrethe Kjærgaards skønne, nænsomt farvelagt og detaljerede tegninger, det er en stor oplevelse at gå på opdagelse i. Illustrationer, der spænder vidt fra det fabulerende til det nøjagtigt registrerende. De 40 illustrationer spiller noget så fint op mod Rebecca Bach-Lauritsens poetiske sprogbrug: En fast rytme, bortset fra et opslag hvor drengen ikke rigtig kan ramme tangenterne på klaveret:

”Da da da da daah, nej.

Da da dadaah, nej.

Da da da daahh, ja daahh var den.”

Ellers er det let og en nydelse at læse Ud af det blå op. Her er dejlige mundrette ord, allitterationer og ord, der lige skal snakkes om:

”Drengen har sit eget hus.

Med træer,

tagrende

og terrasse.

Trillebør,

Tulipaner

Og tagetes.”

I Ud af det blå svæver ord og billeder om hinanden, er uadskillelige og skiftes til at fortælle historien om drengen, kaktussen og bjørnen. Det er vildt, frodigt og varmt, og Ud af det blå sprænger da også billedbogens normale omfang med flere længder.

Værket anbefales varmt til fælles (op)læsning, hvor børn mødes, til skolens undervisning og måske ikke mindst til en fælles oplevelse på tværs af generationerne af fortællingen om drengens drømmeven Bjørn i et hus med:

”Lysekrone,

kamin

og kilometervis af bøger.”

Anna Margrethe Kjærgaard har tidligere vundet Kulturministeriets illustratorpris for Mit hus (2015) om russernes besættelse af Bornholm i 1945. Med Ud af det blå må hendes og Rebecca Bach-Lauritsens arbejde være kandidat til lidt af hvert.   

Som man siger: Når enden er god, er alting godt. Det er den så absolut her!

Ud af det blå

Illustrator Anna Margrethe Kjærgaard

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Billedbøger, 4+ og tagget , , . Bogmærk permalinket.