Træet

Forfatter: Oliver Jeffers
Illustrator: Oliver Jeffers
Oversætter: Camilla Schierbeck
Sidetal: 40
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2017
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 4+

”Det hele begyndte med at Fredes drage satte sig fast i et træ.

Han prøvede at trække og hive i snoren men den rokkede sig ikke ud af stedet.”

Sådan indledes fortællingen om Fredes røde drage, der sætter sig fast i Træet. Frede er fast besluttet på at få den ned igen og prøver på alle mulige måder og med større og større genstande at få projektet til at lykkes.

Frede går ihærdigt til værks og her kastes med alt fra sko til orangutanger, hoveddøre, dampskibe, hvaler, brandbiler og brandmænd der lander i træet.

Den groteske og humoristiske fortælling ender med at Frede får sin drage igen, da træet ikke kan bære mere. Herefter flyver han lykkeligt med dragen resten af dagen, og først da han er kommet seng, kommer Frede i tanke om, at der vist er et eller andet, han har glemt…

Træet slutter med et pragtfuldt opslag hvor en brandmand vågner til dåd i det overfyldte træ med replikken: ”Hør! Jeg har fået en fantastisk ide.” Og nu kan en ny fortælling begynde.

Træet er fortalt i Oliver Jeffers sædvanlige, naive, farvestrålende og letlæselige streg, hvor den håndskrevne verbaltekst og billedteksten smyger sig om hinanden. Tea Bendix har været ansvarlig for den danske håndskrevne tekst, og Camilla Schierbeck har omsat fortællingen til et mundret dansk, der fungerer fint for oplæseren.

Fortællingen om Træet og Fredes genvordigheder anbefales varmt til oplæsning ved sengetid og hvor børn ellers færdes. Med dens umiddelbarhed og groteske humor er det en fortælling, der vil tiltale målgruppen i børnehavealderen og udløse grin og danne baggrund for en snak om drager og træer. Vi er mange, der har haft en drage, der sad uhjælpelig fast i et træ.

Træet

Oliver Jeffers

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.