Tomat

Forfatter: Mette Eike Neerlin
Illustrator: Kamila Slocinska
Sidetal: 40
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2018


Målgruppe: 6+

Jeg er ikke lige hende, som klatrer først op i toppen af et godt blommetræ. Eller springer på hovedet fra kanten i svømmehallen. Eller tager den første tur på cykel ned ad en stejl bakke. Det er heller ikke lige mig, som melder mig frivilligt til at være blindebuk til klassefødselsdagen – eller spørger, om jeg må få den første slikpose, ligesom Iris gør.  Faktisk er jeg lige modsat.

Alle, der har haft med børn at gøre, vil genkende den navnløse jeg-fortæller i Mette Eike Neerlin og Kamila Slocinskas billedfortælling ”Tomat”. Hun er en af de såkaldt ”stille” piger, som kun meget sjældent gør opmærksom på sig selv og får sagt noget, men som til gengæld iagttager livet i klassen og tænker meget. Jeg-fortælleren bliver tomatrød i hovedet, når hun får eller tiltrækker sig opmærksomhed, og hun har en fornemmelse af, at hun ikke rigtig hører til:

Nogle gange får jeg fornemmelsen af, at min verden ikke er den samme som alle andres. Som om jeg oplever og føler ting mere end de fleste. På en måde, som er forkert.

Selvom hovedpersonen står uden for fælleskabet, nyder hun dog en vis respekt hos klassens udfarende pige, Iris. Iris har også sit at slås med, og hun får vores fortæller til at træde ud af stilheden og sige sin mening, selvom hun ved, at øgenavnet ”Tomat” vil blive kaldt fra de bagerste rækker i klasseværelset.

Fortællingen slutter til alt held i dur med, at pigen fortæller: Og da jeg går hjem den dag, kan jeg faktisk ikke lade være med at smile.

I 2015 beskrev Mette Eike Neerlin en lidt ældre pige med et langt mere synligt handicap i romanen ”Hest, hest, tiger, tiger”. Mette Eike Neerlin og romanen blev belønnet med både Skriverprisen og Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur. Et af virkemidlerne i ”Hest, hest, tiger, tiger” er en vidunderlig og livsbekræftende humor. Denne humor er der ikke spor af i ”Tomat”, der i sit sprog er langt mere direkte og præcis i sin beskrivelse af og fortælling om livet i klasseværelset. Der er heller ikke spor af den dobbelthed eller modsatrettethed, der var mellem sprog og illustrationer i Mette Eike Neerlin og Rasmus Bregnhøis grusomme billedfortælling om den usynlige Ib og mobning på en lejrskole i ”Historien om Ib Madsen” fra 2013.

Kamila Slocinskas illustrationer smyger sig smukt rundt om verbalteksten. Illustrationerne både underbygger verbalteksten og tilføjer samtidig nye sider til fortællingen. Det er lykkedes Kamila Slocinska at indfange jeg-fortællerens ensomhed og isolation i klasserummet. Man bliver som læser dybt berørt af hendes blå øjne – et ledemotiv, der kan (læ)ses som en hilsen til Egon Mathiesens klassiker ”Mis med de blå øjne” (1949), men som herudover gør det let for barnelæseren at finde fortælleren på opslaget. Det samme gælder de tomatrøde kinder, Slocinska har givet hende. Herudover fastholder Kamila Slocinska konsekvent jeg-fortællerens synsvinkel i illustrationerne, både når pigen får stukket et stykke kridt i hånden, fordi hun skal være lærer, mens denne løber et ærinde, eller når hun hænger i ribben i gymnastiksalen, så man kun kan se hendes ben og Iris nede på gulvet. På ét opslag finder man hende helt ude i kanten af bogen. Billedverdenen i ”Tomat” er på mange måder typisk for Kamila Slocinska, hvad angår tegnestil og farvevalg, men den føles alligevel lidt anderledes. Det meste er genkendeligt, men der er lagt en følsomhed ind i personkarakteristikken af både fortælleren og modpolen Iris, der føles ny.

Det er dejligt at læse en billedbog, hvor både verbalteksten og illustrationerne er så jævnbyrdige, som de er her. Til tider har man haft det indtryk, at illustratorerne har tegnet ”røven ud af bukserne” på forfatterne, så værkerne er blevet skævvredet, men den fornemmelse har man ikke her. Mette Eike Neerlins tekst og Kamila Slocinskas billedside supplerer på fornemste vis hinanden.

Der er vist ingen, der har sagt, at det skulle være let at gå i skole, men at det for mange børn er så svært, som det er for hovedpersonen, er der mange voksne, der ikke ved. Her i ”Tomat” får læseren syn for sagen i en både velfortalt og relevant fortælling ude fra en skolevirkelighed, hvor klasserne skal rumme vidt forskellige børn. Det er det, de kalder inklusion.

”Tomat” er særdeles velegnet til selvstændig læsning, men rummer desuden et stort undervisningspotentiale, ikke kun hvad angår temaet, men også til en danskfaglig, æstetisk læsning. Hvad siger billedsiden? Hvad siger verbalteksten? Og hvad siger de sammen? I et oplæg på Hay Festivallen i oktober 2017 i Aarhus udtrykte billedbogsmageren Stian Hole det på denne måde:

”Jeg synes, billedbogen har så store muligheder, netop med hvad ordene siger, og også hvilke billeder, der findes i ordene, og hvad der står skrevet mellem linjerne i billederne. Dét skaber dialogen og gnisterne, som dukker op, når de mødes.”

Det er med udgangspunkt i ovenstående, at en god dansklærer kan gå ind og didaktisere visuelle tekster som ”Tomat”, så de bliver til både spændende og relevant undervisning. Billedbøger – eller visuelle tekster – er ikke længere kun for små børn, og det er ”Tomat” blot endnu et eksempel på. Her kan børn og voksne blive klogere på de udfordringer, der ligger i at være barn, forælder eller lærer og pædagog i klasseværelset.

Helt uden at blive tomatrød i hovedet giver jeg Mette Eike Neerlin og Kamila Slocinskas lille billedfortælling ”Tomat” mine varmeste anbefalinger.

Mette Eike Neerlin
Kamila Slocinska
Høst & Søn

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.