To plus to er Koko

Forfatter: Mette Vedsø
Illustrator: Anna Margrethe Kjærgaard
Sidetal: 116
Forlag: Høst og søn
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 219,95

Målgruppe: 7+
Sværhedsgrad: Lix 23

Far og frisør. Koko og Mona, tænker hun. Det lyder, som om de er en familie. Mona og moren i lejligheden oven på salonen, far og Koko oven på butikken. Vupti, de banker hul, fjerner væggen inde i entreen og vupti igen, så dobbelt så meget plads, og livet er dobbelt så godt. Et bryllup, ferier, og de er altid fire – to børn og to voksne. Altid fire. Det skal nok lukke munden på Frederik, tænker Koko.

Koko bor sammen med sin far, der ejer en antikbutik. Hendes mor rejste fra dem, da Koko var lille, og det er nu 9 år siden. Koko drømmer om en ny mor og en søster.

Skobutikken ved siden af antikbutikken har stået tom i noget tid, men en dag rykker en frisør ind, som har en datter, Mona. Koko forestiller sig det liv, de skal have; hende, faren, frisøren og Mona, men alt går ikke efter Kokos plan. Kokos far inviterer frisøren på middag; pølser og kartoffelsalat. Til Kokos store overraskelse viser det sig, at frisøren er en mand, og Monas far er homoseksuel. Mona og Koko får et særligt venskab, og da Mona heller ikke har en mor, bliver de to piger til ”os uden mor”. De rotter sig sammen mod Frederik, der altid driller Koko. Frederiks mor kommer tit i antikbutikken, og den dag, hvor Kokos far har hentet et nyindkøbt fuglebur, skal Frederik have det, for han har snart fødselsdag og har altid ønsket sig en papegøje. Frederiks mor kommer med en grå papegøje til fugleburet, men da det endnu ikke er Frederiks fødselsdag, resulterer det i, at Kokos far indvilger i at passe fuglen, til Frederik skal have den. Koko og Mona får et særligt forhold til papegøjen, men da det bliver Frederiks fødselsdag, er papegøjen ikke helt som ønsket.

Bogen kan bruges til oplæsning fra ca. 7 år og selvlæsning fra ca. 9 år. Bogen er velskrevet og med korte dialoger, men indeholder enkelte svære ord for en 9-årig læser, fx kuriositet, marskandisere, viktoriansk mv., men der kommer forklaringer på de svære ord senere i teksten.

Handlingen er hverdagsagtig og nem for en 9-årig at sætte sig ind i. Den behandler væsentlige emner for mellemtrinnet, så som fx venskab, drømme og forestillinger, det kun at have én forælder, at føle sig anderledes af både udseende og familiemæssig baggrund, døden, mobning og kæledyr. Bogen belyser desuden nogle af de nye familieformer, der er opstået dagens samfund: enlige forældre – her enlige fædre og regnbuefamilier. Disse familiemønstre vil være oplagte at tage fat i. Derudover går to plus to igen, som er med til at skabe en rød tråd med bogens titel ”To plus to er Koko”.

Læs bogen og gå på opdagelse i Kokos verden.

http://www.mettevedsoe.dk/

http://rosinante-co.dk/

http://www.amkjaergaard.dk/

 

Forfatter

Anmelder: Louise Nilsson

Louise er uddannet folkeskolelærer fra Læreruddannelsen i Århus i 2014, hvor hun i forbindelse med sit bachelorprojekt bidrog med en artikel til tidsskriftet Bachelorvinkler på lærerprofessionen, nr. 3, juni 2015 om læreres kriterier for valg af ungdomslitteratur. Efter endt læreruddannelse hun startede på kandidatuddannelsen i didaktik (dansk) på DPU i Århus, som hun afslutter sommeren 2016. Sideløbende med sit studie har Louise desuden arbejdet som privatunderviser og lærer hos LærDansk Aarhus. På læreruddannelsen blev hendes interesse for børne- og ungdomslitteratur vakt, og det åbnede sig for hende, hvilket stort potentiale den har at byde ind med. Louise er især interesseret i ungdomslitteraturen - og særligt den nyere komplekse ungdomslitteratur. Den kan bare noget særligt, både i forhold til at fange eleverne og behandle komplekse elementer, men den giver også en masse at reflektere over, som hun finder helt fantastisk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.