Til de nysgerrige – en bog om døden

Bogens forsideForfatter: Marie Dysgaard Christiansen
Illustrator: Marie Dysgaard Christiansen
Sidetal: 56
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 229,95

Målgruppe: 3+

Umiddelbart er dette en lille bog som på saglig, nøgtern og dog omsorgsfuld vis formidler fakta til de mindste om døden.

Illustrationerne er farverige, krøllede og finurlige i en meget karakteristisk streg, der formår at nedtone det til tider lidt barske emne, uden at gøre det fuldstændig tandløst. Der er humor og godt humør i de lidt grove stregtegninger og billedsiden får lov til at fylde meget, med kun lidt tekst på hver side, nogle gange kun en enkelt (men dog virkningsfuld) sætning.

Døden er beskrevet meget på vores vestlige nutidige samfunds præmisser, for eksempel er det en kirkelig begravelse med præst der er afbilledet. Den mest almindelige dødsårsag i Danmark er, ifølge bogen, alderdom, så det bruges der en del sider på at formidle. Af begravelsesriter henvises til den gængse kiste, urnen eller den lidt med usædvanlige donering af den afdøde til videnskaben. Man finder ingen henvisninger til sådan noget som en gedigen vikingebegravelse eller mumificering, men det vil formentlig også kræve en billedbog med et sidetal der vil kunne konkurrere med bibelen, hvis alle alternativer til både begravelsesritualer og efterliv skulle medtages.

At et dødsfald eller en begravelse måske ikke altid gør det samme indtryk på nogle, som det gør på andre, er også fint illustreret med sætningen: “Man må gerne græde og være ked af det til en begravelse, men man må også være glad eller ligeglad”. Bogen stiller sig på det barns side, som måske ikke vil kunne honorere en voksens implicitte krav om at vise sorg fordi en begravelse skal være sørgelig. Der er en omsorgsfuldhed tilstede i teksten, men også til tider en lidt underspillet humor, som for eksempel: “Man kan selv bestemme, hvordan ens begravelse skal være, men man skal huske at sige det, inden man dør”.

Også idéerne om, hvad der kommer efter døden berøres her, både den ateistiske, den buddhistiske og den kristne version, hvor paradiset kommer til sidst som rosinen i pølseenden, så det slutter i den mest optimistiske tone.

Kort sagt, er det bogen til alle de forældre, som nogle gange får stillet de store eksistentielle spørgsmål ved sengekanten lige før lyset skal slukkes. Det er den bog man finder frem, når de mindste begynder at stille de allerstørste spørgsmål.

Forfatter

Anmelder: Sarah Louise Ann Novak

Uddannet Cand. scient. bibl. Til daglig slår hun sine folder som børnebibliotekar på Vangede Bibliotek, hvor hun udtænker skumle planer for den litterære indoktrinering af bibliotekets lånere. Det er endnu ikke lykkedes hende at læse samtlige titler i børnebiblioteket, men hun har gjort et hæderligt forsøg. Man finder hende fortrinsvis foran hylderne med fantasy-, science fiction- og gyserlitteratur, men i realiteten er hun stort set altlæsende – når hun altså ikke spiller computerspil, strikker, syr eller forsøger at tale sin ene kat fra at overtage verdensherredømmet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.