Toner i natten

Forfatter: Line Kyed Knudsen
Sidetal: 260
Forlag: Gyldendal / Serie: Stjernekys
Udgivelsesår: 2019



Målgruppe: 13+

Stjernekys – Toner i natten er en letlæselig feel good-ungdomsroman, der har det hele; forelskelse, jalousi, veninder, bryststørrelser, fester, drenge, forførelse og irriterende forældre.

Bogen er første bind i trilogien om gymnasiepigen Mie. Serien udkom første gang i perioden 2004-2009 og er nu genudgivet i en revideret og forkortet udgave.

Toner i natten starter, da den 15-årige Mie står ved tærsklen til gymnasietidens nye verden. Mie er den artige nabopige, der er lidt ordinær og har et par kilo for meget på maven. I folkeskolen stod hun i skyggen af sin smukke og veltrænede veninde, Laura, og oplevede desuden daglige ydmygelser fra klassens dronning, Caroline. Mie starter altså på gymnasiet med lavt selvværd og en konstant frygt for ikke at være god nok. Det eneste Mie rigtig hviler i, er sin sang, som hun er god til.

Mies angst bliver dog hurtigt gjort til skamme, da hun finder sammen med de to frygtløse og vilde piger, Freja og Sandra, og indtager pladsen som en af de seje. Mie går ikke selv op i den placering, men med støtte fra de to piger genfinder hun sin selvtillid og begynder at bruge sin tid på druk, fester og venner. Forandringen har dog sine ulemper, og undervejs i bogen må Mie derfor igennem en del udfordringer.

Sproget og handlingen er enkel, men Toner i natten formår alligevel at fange den unge læser med sit hurtige tempo og temaer fra ungdomslivet.

Mies personlige historie og udvikling er lidt triviel, men den krydres af de to veninder, hvis historier fornemmes mere nuancerede. Selvom handlingen foregår i et gymnasiemiljø,  henvender den sig til de lidt yngre, da temaerne forelskelse, usikkerhed, sociale hierarkier og seksualitet også berører den unge læser i folkeskolen.

Toner i natten er en ukompliceret og letlæselig ungdomsroman, der primært egner sig til frilæsning, og som henvender sig både til den stærke og den svage læser i 7.-9. klasse.

Line Kyed Knudsen
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læseprøve

Forfatter

Anmelder: Anne Norling-Dahl

Anne Norling-Dahl er uddannet lærer og læsevejleder. I sit daglige virke underviser hun dansk i udskolingen, er læselærer, læsevejleder og ikke mindst en del af skolens PLC på Heibergskolen i København. Som PLC-medarbejder har Anne mulighed for at påvirke, motivere og udvide elevernes lyst til læsning. En opgave hun finder utrolig vigtig. En af de fineste opgaver, man har som PLC, er at formidle bøgernes vidunderlige, fantastiske, realistiske, gyselige verden til skolens børn.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.