Stinkbombe & Ketchupfjæs og de grumme grævlinger

Forfatter: John Dougherty
Illustrator: David Tazzyman
Oversætter: Signe Lyng
Sidetal: 190
Forlag: Jensen&Dalgaard / Serie: Stinkbombe & Ketchupfjæs 1
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 190,-

Målgruppe: 8+

“Æhm … måske kunne hun synge os en sang nu?” Foreslog Flemming Grævling, der godt kunne lide sange og vidste, at vi ikke havde hørt en siden Kapitel 2.

Stinkbombe og Ketchupfjæs er en ny humoristisk serie for mindre børn. Fantasien er galopperende og ofte bevidst forvrøvlet, og man er hele vejen igennem super underholdt.

Hovedpersonerne er søskendeparret Stinkbombe & Ketchupfjæs, der bor på den lille ø Heltobskur, som har en konge, der ikke er helt almindelig. Fx tror han, at næsehorn er det samme som grævlinger, hvorfor han har forvist dem fra sit kongerige. For sent først opdager han sin fejltagelse …

Fortællingen begynder i grunden med, at der mangler 100 kroner i søskendeparrets pengebeholdning, og det er sikkert og vist, at dem har grævlingerne, der både er nedrige og onde (så bliver det ikke meget værre) nuppet. Derpå kan jagten på de formastelige sættes ind.

Persongalleriet i bogen er noget for sig. Ud over søskendeparret og kongen, Tandbørste Væsel, er vi i (hyggeligt) selskab med bl.a. Katten Manfred og indkøbsvognen Erik – og en hulens masse grævlinger.

Hvordan jagten på forbryderne går eller ikke går, det må du nu selv læse – alt for mange finurlige oplevelser ville man måske ellers gå glip af.

En morsom detalje ved fortællingen er den, at fortællingen på intet tidspunkt beder læseren om at glemme, at man er midt i en fortælling, således som man kan se i citatet i indledningen, og da faderen og moderen i bogens slutning (side 183) træder ind i historien, siger moderen: Hej Skattebasser! Må vi komme ind? Er historien slut? Så der lægges ikke skjul på, at vi er midt i en historie, der er i færd med at blive fortalt.

I virkeligheden minder bogen på mange måder om små børns leg. Det er som om reglerne for legen opfindes efterhånden, som man kommer frem i legen, og de elementer, der figurerer i legen er de forhåndenværende, og navnene er typiske børnenavne. Og det gælder faktisk helt ud i typografien. Det, der skal vies særlig opmærksomhed er fremhævet på forskellig vis, der passer til situationen. Stort, småt, skævt, stribet osv.

Det er alt sammen dybt charmerende og herligt fundet på, og som læser overgiver man sig til tilfældet – det arrangerede tilfælde, ganske vist, men alligevel.

John Dougherty (1964) er nordirsk forfatter og har en lang række bøger på samvittigheden på engelsk, nærværende bog er han første på dansk.

David Tazzyman er født i Leicester i England  og er uddannet i illustration fra Manchester Metropolitan University i 1990. Er nu bosiddende i London og har i England illustreret et væld af både børne- og billedbøger.

Bogen er finurligt og underfundigt illustreret med tegninger, som mest ligner tegninger lavet af små børn, der lige er begyndt at få fat i det der med, at det godt må ligne lidt – et menneske, en indkøbsvogn, en grævling. Men visse steder skal man kigge efter mere end en umiddelbar gang for at afkode tegningen. Hvilket lægger yderligere til bogens charme. Signe Lyngs oversættelse bør heller ikke forties i denne sammenhæng. Den har nok ikke været let at fordanske, men det er gjort med stor lydhørhed over for fortællingen.

Bogen er i særlig grad egnet som højtlæsningsbog. Men det er vigtigt, at tilhørerne hele tiden kan følge med på siderne, fordi typografien og illustrationerne udgør en vigtig del af fortællingen.

Den kan selvfølgelig også selvlæses fra 8-9 år, og er man en god læser, vil man få sig en skæg oplevelse. God fornøjelse!

http://jensenogdalgaard.dk/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.