Skyggesidder, Afveje

‣ Forfatter: Kit A. Rasmussen

‣ Illustrator: Kristian Eskild Jensen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 146,00

‣ Målgruppe:9+

‣ Sidetal: 47

‣ Sværhedsgrad: Lix 13

‣ ISBN: 9788702288766

”I morgen kører vi væk fra den her by. Det kan ikke gå hurtigt nok. Vi skulle slet ikke være
kommet. Det var en fejl. Hvis far bare ikke havde glemt vores GPS.”

Illustrator Kristian Eskild Jensen giver med sine tusmørke sortviolette billeder denne bog sin helt
særlige uhygge. Da den lille familie med far, mor og dreng er havnet hos præsten i Skyggeby, er de en tur på kirkegården. Her står korsene som var det en militærkirkegård i Nordmandiet. Kors efter kors og gravsten efter gravsten. Og i tusmørket er rækkerne uendelige. Det er uhyggeligt godt tegnet. Er det bare en drøm, når Mads oplever sig selv liggende i en kiste? Er det en drøm, hvor hans tanker er på afveje, eller er han selv på afveje?

Bogen indledes med: ”Jeg vågner med et sæt. Et skrig sidder fast i min hals. Jeg ligger helt
stille, mens mit hjerte buldrer i brystet.” Sådan slutter den også. Alt derimellem er helt på
afveje.

Læs-løs-serien er med sine tydeligt angivne lixtal et godt bud på gode fortællinger, der kan
læses af begyndere og mere sikre læsere. Her er lixtallet 13, og det signalerer, at læseren er i kategorien ”tidlig sikker læsning”.

Spændende bog. Korte sætninger. Uhyggeligt plot. Sådan skal det skrives. Og tegnes.

Kit A. Rasmussen

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.