Skyggen i væggen

Bogens forsideForfatter: Kerstin Lundberg Hahn
Oversætter: Marie Østergaard Knudsen
Sidetal: 155
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: P- bog:169,95/ e-bog: 119,-

Målgruppe: 9+

”Men hvad er det? Hun kan se noget hvidt på jorden foran Ellis gravsten.

Micke bøjer sig ned, og under en krukke med visne blomster stikker et lille stykke papir frem. Der kommer flere og flere regndråber. Micke stryger håret væk fra ansigtet og tager fat i papiret., der er foldet sammen. Hun folder det ud og ser en barnlig tegning. Grønne blade og små, hvide blomster dækker hele papiret, hulter til bulter, og så allerlængst nede står fem små bogstaver: USKYL.” (s. 55)

“Skyggen i væggen” er både en børnegyser og en sørgesang over et barn, Ellis, der gik alt for tidligt bort. Romanen blev prisbelønnet som bedste svenske børneroman for aldersgruppen 9 -12 år i 2012.

Handlingen er kort, at pigen Micke (Mikaela) lige er flyttet ind i et stort, gammelt hus med sin mor. Men inde på Mickes værelse spøger en mystisk skygge i væggen – og inde bagved er der et skjult lille kammer. Er skyggen mon pigen, Ellis, der engang boede i huset? Den pige, der blev skubbet i elven for mange år siden? Micke påbegynder snart en efterforskning af den mystiske sag, og bliver hurtigt klar over, at den stadig påvirker menneskene i den lille by. Hun slår sig sammen med klassekammeraten, mobbeofret Wille, i bestræbelserne på at finde ud af, hvad der virkelig skete. For visse hændelser gentager sig igen, og igen, og igen. Og vil Micke også drukne i elven?

Romanen holder spændingen og gyset gennem det meste af fortællingen, og læseren venter spændt på at få alle trådene samlet og endelig finde ud af hvordan Ellis druknede. Beboerne i landsbyen er gennemgående flinke, rare og sympatisk fremstillede, men flere af dem, og især beboerne på morens nye arbejdsplads, plejehjemmet, gemmer på den frygtelige sandhed om, hvad der skete, da Ellis druknede. Hvem læseren mistænker for at være den skyldige skifter mellem flere personer igennem hele bogen. Dette gør noget særligt, for det ene kapitel understøtter læseren i det næste på vores vej hen mod sandheden.

Ved siden af gyserhistorien, så fortæller romanen også den realistiske fortælling om pigen Mikaela, der adskillige gange er flyttet rundt i Sverige sammen med sin mor. Og så handler den om det, hele tiden at skulle skifte bopæl, klasse og forsøge at finde nye venner.

“Skyggen i væggen” er både velskrevet, letlæst og vedkommende, og det selv om den ikke helt holder gyset gennem hele romanen. Den anbefales hermed til frilæsning på skolens mellemtrin.

http://www.rosinante-co.dk

http://lundberghahn.se/

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Gyser/Thriller/Horror og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.