Skrifterne fra Safirhavet – Cirinos fortælling, 1

Forfatter: Nick Clausen
Sidetal: 280
Forlag: Høst & Søn / Serie: Cirinos fortælling 1
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 199,95


Målgruppe: 10+

”Mit navn er Cirino”. Sådan begynder Cirinos fortælling, og så ved vi fra omslagets kort, hvor  Cirino og læseren nu vil befinde sig de næste 280 medrivende sider: I nærhende af Safirhavet omkranset af Asuviørkenen, Golgarkiørkenen og en lang række mindre lokaliteter med navne som Asuvia, Gamranien, Rigan, Jarasia, Ubrani eller Thianesus. En stor del af fornøjelsen ved at være fantasy-forfatter (og læser af fantasy) er de mange gode navne, der kan dukke op som betegnelse for dyr, lande og steder. Cirino og hans bror er safirdykkere, men på en arbejdsopgave kidnappes Cirino og sælges som slave. Det sker allerede først i bogen: ”Jeg åbner munden for at svare, men rædslen knuger min hals sammen. Fabius kigger op på mig, og jeg ser den samme frygt i hans ansigt. Mit hoved er fuldstændig tomt.” Cirino og hans bror er taget til fange.

Hermed udfordres Cirino på alle måder med livet i fangenskab, thi han er født i et meget frihedselskende folk, riganerne, og han har det meget svært med fangenskab.

Venskab, loyalitet, mod og udholdenhed sættes på store prøver.

Det er en spændende fortælling, Cirino fortæller. Og som i (næsten) alle fantastiske fortællinger er sproget ”gammeldags” med ord som daggry, den endeløst snoede landevej, en frydefuld gysen og rimfrost, hvid tåge og kold luft. Det sætter en særlig stemning omkring Cirinos fortælling, og set fra et læserperspektiv er man helt klar over, at man har begivet sig ind i en anden verden, hvor der tales anderledes (og tænkes anderledes) end i ungdomsgenerationens 2014-sprog.

Nick Clausen er en klassisk fortæller, – også selv om han er ung og midt i tyverne. Han fortæller en medrivende historie, der nok foregår i et fjernt land, men som handler om almenmenneskelige problemer. Som læser er man en del af fællesskabet: ”Vi sad i den mørke stue, skubbede til hinanden og grinede, indtil tårerne til sidst begyndte at trille.” Vi græder og griner med.

http://www.nickclausen.dk/

 

 

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.