Skolen

Bogens forsideForfatter: Jesper Wung-Sung
Sidetal: 140
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 169,95


Målgruppe: 12+

Jesper Wung-Sungs ungdomsroman ”Skolen” handler kort fortalt om en skole, der af myndighederne isoleres fra omverdenen ved hjælp af et højt hegn efter at en dødelig og uhelbredelig virussygdom er brudt ud. At myndighederne mener det alvorligt understreges af, at de har placeret en drone over skolen. Dronen registrerer alt og dræber alle, der prøver at forcere hegnet.

Med skoleinspektørens søn, Benjamin, som synsvinkelbærer, følger vi begivenhedernes gang med sygdom og død over adskillige måneder. Fra skolen isoleres og pakker med mad, medicin og ligposer kastes ned fra en helikopter til at Benjamin selv langt senere uskadt kan klatre over hegnet.

Vi oplever, hvordan både skolekulturen og klassekulturen falder fra hinanden, og hvordan eleverne forsøger at forstå og overleve sygdommen, døden og hinanden.

Da alle lærere er døde af virussen, er eleverne overladt til sig selv. Efter en gevaldig dionysisk fest deler de sig op i to grupperinger – en religiøs, ledet af Elias (navnet betyder oprindeligt: Herren er min Gud), der tilbeder dronen som Gud, og en verdslig med Liam (navnet stammer fra hebraisk og betyder: Mit folk) som leder. Det er den sidste gruppering Benjamin tilslutter sig.   Imellem de to grupperinger ligger gymnastiksalen som et neutralt område, hvor alle de syge og døende ligger, passet af den stærke pige Kate (af græsk: Den rene). Sådan er intet tilfældigt i romanen, heller ikke navnene.

Konflikterne trappes op og efter megen sygdom, vold og død slutter romanen i kapitel 54 (sat med romertal: LIV(!)) med at Benjamin, efter at Kate og han har opdaget at dronen er væk, klatrer over hegnet og ud på den anden side. Til hvad? Romanen lader det spørgsmål stå åbent. For er det kun skolen, der har været ramt af virussen?

”Skolen” er skrevet og komponeret over J.P. Jacobsens klassiske novelle ”Pesten i Bergamo” fra 1881, men er langt mere end en gendigtning af novellen, selv om både personer og handlingen i den kan spores i ”Skolen”. ”Skolen” er snarere en videreskrivning og opdatering af William Goldings klassiker, ”Fluernes herre” fra 1954 – med dens beskrivelse af den brutalitet og det forfald af normer og adfærd, der sker i en elevgruppe, efter at civilisationen og de voksne er væk.

”Skolen” er en typisk Jesper Wung-Sung ungdomsroman. Den fortsætter udforskningen af børn og unge helt ude på kanten af tilværelsen. En udforskning, der begyndte med ”Ægte brøker” i 2009, og som fortsatte med ”Kopierne” og ”Den sidste henrettelse” i 2010. Herudover er ”Skolen”, som disse, både velskrevet, velkomponeret og rummer en basal spænding.

På trods af at bogen har et meget læservenlig layout med store bogstavtyper, god luft mellem linjerne og korte kapitler, så kræver læsningen af ”Skolen” meget af den unge læser. Han skal kunne læse både på, mellem og under linjerne for at få fuldt udbytte af romanen!

Som i sine senere romaner og noveller tager Jesper Wung-Sung sine læsere alvorligt og sætter dem på hårdt arbejde, både med dem selv og med teksten. Og det er vel ikke så ringe endda! 

”Skolen” anbefales til arbejdet i danskundervisningen fra slutningen af 7. klasse.  Det gælder arbejdet med litteratur, elevernes empatiske kompetencer og til arbejdet med (samfunds)moral og etik. (SF)

http://www.wungsung.dk/
http://www.hoest.dk/Books/9788763831628.aspx

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Science Fiction, p-bog og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.