SKAM sæson 4: SANA

Forfatter: Julie Andem
Oversætter: Eskil Hein
Sidetal: 194
Forlag: Høst & Søn / Serie: SKAM
Udgivelsesår: 2019
Set til kr.: 199.95 kr.

Målgruppe: 13+

SKAM sæson 4: Sana er den sidste sæson af successerien, og slutter dermed også rækken af råmanuskripter, som blev udgivet efter seriens afslutning.  Seriens skaber og instruktør, Julie Andem, har skabt et univers, der på autentisk vis skildrer ungdomslivets mange ansigter. Hver hovedperson i de fire sæsoner har haft noget i deres liv, de kæmper med.  I sæson fire følger man Sana, og de udfordringer hun kæmper med.

Sana har gennem tre sæsoner fremstået som den seje ’jente’, der tør at stå ved sine holdninger og siger højt, hvad hun mener. Da hun får følelser for brorens ikketroende ven, Yosef, testes hun på sin tro. Sana forsøger at være norsk nok ved at engagere sig meget i planlægningen af studentertiden, og det er hendes mål at få fat i en ’russebus’ til 300.000 NOK. Sana kommer på kollisionskurs med sine veninder, da hun gør brug af en umoralsk metode til at få hævn over Sara, der vil kuppe bussen og smide Sana ud af den.

Identitet er en af de tematikker, der skildres i fjerde sæson, og her får man indblik i Sanas kompliceret selvbillede. Noora kan ikke forstå, hvorfor Sana går så meget op i ’russefeiring’, og hun kan ikke se, hvad der er på spil for Sana. For det er Sana, der konstant skal legitimere sin ret til at være norsk, og denne byrde bliver ikke pålagt Noora, da hun i samfundets øjne er norsk nok. Men hvornår er man norsk nok? Hvornår er man muslimsk nok? Eller marokkansk nok? Det er følelsen af at føle sig utilstrækkelig, som Sana slås med. Det er præcis derfor, at SKAM er interessant serie, da den lukker os helt ind, hvor man mærker hovedpersonens følelsesliv.

Andem har gennem alle sæsoner instrueret skuespillerne i at improvisere.  I sæson fire er der en scene, hvor Sana og Jamilah taler om ramadanen. Her får man et indblik i en verden, som man normalt ikke får adgang til. Desværre er der langt imellem disse scener i serien. Scener som denne kunne i højere grad have været medvirkende til at skabe en naturlig og ægte portrættering af, hvad det vil sige at være en ung muslimsk kvinde i Norge.

SKAM sæson 4: Sana kan varmt anbefales, hvis man gerne vil have et indblik i, hvordan det er at være en ung muslimsk kvinde i Norge.  Serien formår at portrættere Sana som en kompleks karakter, der kan begå fejl, og dertil også lære af dem.

Selvom fortællingen nu er i bogform, tager dette ikke noget fra SKAM-oplevelsen, tværtimod er det som at (gen)opleve TV-serien igen bare i bogform.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Udskoling, Filmmanuskript og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.