Skaderne

Forfatter: Morten Dürr
Illustrator: Peter Bay Alexandersen
Sidetal: 56
Forlag: Alvilda
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 9+
Sværhedsgrad: Lix 18

”Skaderne” er en bog om sorg – en fortælling om at miste et nærtstående familiemedlem. Oscars mor dør, og pludselig føles alting så mørkt og trist at det gør helt ondt indeni. Oscar føler sig alene og far skælder ud over skaderne i haven. Dengang Oscars mor levede, holdt hun fast i, at skaderne gerne måtte være i haven. Og hun fortalte Oscar og lillebroderen Asger, at skader elsker ting der ligger og glimter. Smykker, skruer og gamle knapper. Oscars far ville hive skadernes rede ned fra bøgetræet, så de kunne slippe af med dem. De jog de andre fugle væk, sagde han. Men moderen forsvarede skaderne og mente, at det var synd for dem at rive deres rede ned, når der var æg i den. Oscars far bøjede sig og gav skaderne et år til i haven. Efter moderens død vågner Oscar en tidlig morgen ved, at hans far står ude i haven og råber af skaderne. Oscar går ud til ham, og faderen beder ham klatre op i bøgetræet og hive reden ned. På trods af svimmelhed klatrer Oscar op til skadereden. Her finder han strimler og stumper af glitrende papir fulde af visdomsord. Det er strimlerne fra de bordbomber familien fyrede af i haven nytårsaften, kort tid før Oscars mor døde. Oscar tager de glitrende stumper med sig og lader reden være. På sit værelse får han hold på alle ordene på papirstumperne og limer dem fast på et stykke papir. – Det er et brev fra hans mor. Da Oscar viser Asger brevet, siger han, at skaderne er megakloge. Og skaderne får lov til at blive. Morten Dürr mistede selv sin kone i 2013. Hun døde af knoglemarvskræft. Sygdommen vendte op og ned på hans familie og viste ham, at børn har en formidabel evne til at forstå deres egen situation, koble begreber med følelser og inddrage deres egen forestillingsverden, når de voksnes ord og forklaringer ikke længere slår til. Derfor skrev han ”Skaderne”, hvor han forsøger at skildre et barns oplevelse af sygdom, krise og dødsfald. Det er også historien om et barns evne til at søge forståelse og lindring midt i sorgen – ved hjælp af sine egne ord og fantasi. Morten Dürr har skrevet en lang række letlæste børnebøger bl.a. ”Slip aldrig Samiras hånd”, ”De forbyttede tissemænd” og ”Zombier kysser klamt!” Bogen er gennemillustreret i dæmpede farver, som rigtig fint understreger Oscars sindstilstand og stemningen i teksten. Både tekst og billeder giver læseren et rigtig fint indblik i Oscars oplevelse af sin mors sygdomsforløb og død. ”Skaderne” er et letlæsningsbog med lix 18. Men alle kan læse med fra ca. 9 år, og vil også være god i undervisningssammenhæng – fx i kristendom – fra 3. klasse. http://mortendurr1.wordpress.com/ http://www.alvilda.dk/ http://www.studio8.dk/Peter-Bay-Alexandersen

Forfatter

Anmelder: Eva Schelke

Eva er uddannet lærer og skolebibliotekar og er ansat på Korskildeskolen, hvor hun underviser i dansk i overbygningen og arbejder i team med folkebibliotekets folk på skolens integrerede bibliotek. Glæden ved en god bog har hun med helt fra barns ben. Begge hendes forældre læste op for Eva og hendes søskende fra de var helt små. I skolealderen læste hun stort set hele skolebiblioteket og var en flittig gæst på folkebiblioteket. På seminariet fik Eva øjnene op for 90’ernes børne- og ungdomslitteratur - og siden har hun været hooked. Hun er vild med at læse og arbejde med bøger og billedbøger til børn og unge og elsker at formidle dem. Eva har en forkærlighed for de lidt skæve og vilde bøger til børn og unge – fra billedbøger til ungdomsromaner.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.