Sig nu sandheden

Forfatter: Dana Reinhardt
Illustrator: Anja Hitz
Sidetal: 196
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2017


Målgruppe: 12+

Jeg vil ikke date en, der er afhængig. Lige meget om det er af stoffer eller af en kæreste eller af at lyve.

River Dean lever i en rimeligt tryg familie. Mor, stedfar, lillesøster og han selv. Han går i high school, er 17 år og har gode venner. Og så er han kæreste med Penny. De har været kærester i en rum tid, så alle regner dem for at være et par. Hvad han ikke har er et kørekort. Han kan og må altså ikke køre bil, og han kan ikke finde ud af at tage bussen. Og i LA går man ikke. Hvordan kommer man så rundt? Heldigvis har Penny kørekort, så hun kører, når de skal nogen steder.

Den dag, hvor romanen åbner, er River og Penny ude at sejle på vandcykler, da Penny med ét udbryder: Jeg kan bare ikke det her mere. Penny slår med andre ord op. Hun er utilfreds med River. Hun vil have en kæreste, der interesserer sig for mere, end River åbenbart gør, og ikke en initiativløs noksagt som ham.

Der slutter det så. Penny tilbyder dog at køre River hjem, men han vil ikke med. Hun kan bare køre. Og så gør River det, som man bare ikke gør i LA; han går hele vejen tilbage, og der er dog ligegodt 15 kilometer. Men sommetider er det det umulige, der skaber nye muligheder.

For på hjemvejen kommer han forbi et skilt, hvor der står EN NY CHANCE. Det viser sig at være et mødested for unge, der er kommet ud i afhængighed. River tager chancen og går ind og sætter sig i kredsen af unge, hvoraf de fleste er stofafhængige, mens en enkelt, pigen Daphne, er kleptoman. Og så løber tingene af med River. De unge i kredsen øser ud af deres problemer, så da det bliver Rivers tur, fortæller han om sin afhængighed af marihuana. Det bliver en oplevelse, River får lyst til at gentage. Om nødvendigt til fods.

Da River kommer hjem forsøger han i den første tid at opsøge Penny for at høre, om ikke hun monstro har taget fejl – eller måske har fortrudt? Og selv ikke da han medbringer sin lillesøster, kommer der noget, der ligner andet end træthed ud af Penny, som endog beder køkkenpigen Juana om at formene ham adgang til huset fremover.

Afhængighedsgruppen mødes hver lørdag og udveksler deres problemer. Det hele under Everetts ledelse. Og efterhånden lærer River de andre at kende. Men ikke alle har tillid til ham og hans løgnehistorie: Hvorfor er du her egentlig, River? Hvad er den virkelige historie? Spørger Daphne, og senere siger hun: Du fylder os med lort … Men du ligner en, det gør ondt på. Det kan jeg se. I dine øjne.

Og Daphne har mere ret, end hun aner. River bliver mere og mere interesseret i den mexicanske kleptoman, og uden at komme i nærheden af sandheden fortæller han hende (den sande historie) om Penny. På et tidspunkt spørger han hende, om hun vil med til skolefest, og Daphne siger ja, selv om hun har luret, at hun skal med for at gøre Penny jaloux. For at legitimere Daphnes deltagelse i skolefesten, må River også lyve over for klassekammeraterne. Han fylder dem med en løgn om, at han kommunikerer med pigen på Instagram, og temaet, de taler om, er tatoveringer.

Det hele er temmelig håbløst for River, der efterhånden ikke rigtig ved, hvordan han skal rode sig ud af sine selvskabte kalamiteter. Hvis han nu fortæller sandheden over for Daphne, hvordan vil hun så reagere? Hvordan kommer han på ret køl over for kammeraterne – og hvad med forældrene?

Da forelskelsen i Daphne efterhånden tager en intens drejning, fordi Daphne har det på samme måde, så lægges der op til, at boblen omsider kan briste. Og da Penny en dag viser ny interesse for River og vil invitere ham med hjem, vil køkkenpigen ikke lukke ham ind. På sin side inviterer Daphne River med til sin lillebrors fødselsdag. Men heller ikke her lukkes han ind! Og på en fornøjeligt underfundig måde hører disse to hændelser sammen – og bliver afgørende for, hvordan fortællingen kan forløses. Men hvordan skal ikke afsløres her!

Hele miseren, der oprindeligt blev skabt af Rivers løgnehistorie om sin stofafhængighed, spreder sig naturligvis af uransagelige kanaler, så da Pennys mor fortæller Rivers mor, at knægten er stofafhængig, bliver rygtet omsider den dør, River får lov at løbe ind ad, så han kan nærme sig sandheden. Og den rullende lavine tager snart fart.

“Sig nu sandheden” er en afgjort flot, intens, humoristisk, alvorlig, velfortalt (og godt oversat) fortælling. Og selv om River er fuld af løgn, håber man nu alligevel, at det vil gå ham godt.

Det er en roman, der på fin måde viser konsekvenserne af at skabe en puppe af løgne omkring sig – i al uskyldighed – for så derefter at vise vanskelighederne med at komme fri af dem igen. De forskellige udgaver af løgnens væsen (det der skjuler, det der splitter, det der ødelægger) gennemspilles på fin måde. Dermed rummer romanen naturligt et filosofisk lag, der ganske vist ikke er dybt, men godt integreret i fortællingen.

Romanen er velegnet til selvlæsning for elever i overbygningen.

Og så minder den i øvrigt denne læser ikke så lidt om Anne Sofie Hammers fine roman “Mig og Dylan Walker” om Malthe, der for at få fat i den rigtige kæreste over for kammeraterne bilder dem ind, at han er bøsse – og hvad det herefter medfører.

Dana Reinhardt
Anja Hitz
Høst & Søn
Læseprøve

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.