Satans tjener – Mørket 3

Forfatter: Michael Næsted Nielsen
Illustrator: Christian Guldager
Sidetal: 70
Forlag: Facet / Serie: 3
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 129,-

Målgruppe: 10+
Sværhedsgrad: Lix 24

Pigens kadaver holdt det afrevede hoved i håret og strakte det frem for sig. Hovedet så for hende, mens hun gik. Det var ikke ret meget hår tilbage, for det meste var faldet af, og hovedet dinglede frem og tilbage. 

Tredje og sidste bind i Michael Næsted Nielsens serie om kæresteparret Klaus og Sandie, der bor i en lille provinsby, som på skæbnesvanger vis også bebos af en på overfladen rar mand, der dog under sit flinke fernis er ond, hadefuld og en af Satans tjenere.
Og det er netop ham, der i de to første bind har åbnet til Helvede og til dæmoner og dødninge. Manden har kastet sit endeløse had over de to 13-årige fordi de indeholder så meget kærlighed til hinanden. Og den kærlighed skal bekæmpes ved voodoo og død – så børnene må kæmpe imod – også selvom kampen kommer til at foregå i Helvedes inderste cirkler.

Ligesom i de to første bind optræder ondskaben og de dæmongysende elementer i Satans tjener som på en perlerække. Forrådnede kroppe bliver detaljeret beskrevet, som i det citerede afsnit i begyndelsen. Og det er klart så dér, i detaljerede beskrivelser af ulækre og uhyggelige bæster, at serien har sin styrke – knap så meget i en beskrivelse af årsagerne bag ondskaben.

Det er action, gys, tju-bang og maddikefyldte kadavere, der er seriens formål og styrke, for de bagved- og omkringliggende historier om ondskabens baggrund og om kærlighedsforholdet mellem Klaus og Sandie og deres persontegning er temmelig tynd.

Christian Guldager har også illustreret Satans tjener detaljeret og uhyggeligt.

Tredje og sidste bind i læs selv-gyser-serien, hvor Klaus og Sandie finder ud af hvem der har hidkaldt ondskaben over deres by. Og det fører til et afsluttende opgør midt inde i Helvede. Seriens styrke og formål er at opliste en række klassiske og uhyggelige gys. Og så må man leve med at man ikke får overbevisende persontegninger eller motiver bag uhyggen.

http://forlaget-facet.dk/

http://www.klovi.dk/

http://www.chrisguldager.com/

Forfatter

Anmelder: Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.