Salamandermysteriet

Bogens forsideForfatter: Jørn Lier Horst
Oversætter: Karen Vad Brun
Sidetal: 143
Forlag: Carlsen / Serie: Clue 1
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: p-bog 294 kr/ e-pub 72 kr.

Målgruppe: 8+

Cecilia bor på et pensionat, som hendes far ejer. Hendes mor er død året tidligere ved en drukneulykke. En dag, hvor Cecilie er nede på stranden, finder hun et lig, der ligger i vandkanten, og mens hun står og tænker på, hvad hun skal gøre, lyder en stemme bag hende. Det er den jævnaldrende dreng Leo, der netop er flyttet ind på pensionatet, hvor hans mor skal hjælpe Cecilias far med at køre forretningen. Han er smart og hiver straks en Iphone op af lommen, og får mor til at ringe til politiet, og samtidig snupper han lige et billede af liget. Det viser sig, at manden er forlist med en lille båd, og man undrer sig over, at han er sejlet ud i så dårligt vejr. Cecilia, Leo og Cecilias bedste veninde Une og ikke mindst Unes hund Egon begynder at lege detektiver, og de er hele tiden lidt foran de professionelle undersøgere. Da de ser på Leos billeder ,opdager de at den døde havde en tatovering i form af en salamander på armen. De får løst mysteriet, og det viser sig at manden var led i en større smuglerkæde og kun på et hængende hår slipper de fra eventyret med livet i behold. Men efterfølgende grunder Cecilia over om hendes mors død kunne have noget med smuglerne at gøre, og bogen ender med noget af en cliffhanger og en opfordring til at læse anden del af serien, der hedder Maltesermysteriet.

Forfatteren er politimand og arbejder aktivt i Norge, samtidig med at han skriver. Det er en udmærket bog, der egner sig godt til de yngre læsere. Personerne er troværdige og lette at identificere sig med, og samtidig er de helt almindelige børn. Selv om handlingen er voldsom, er den ikke så slem, at det kommer til at gå ud over nattesøvnen. Sproget er godt, moderne og let at læse og forstå, og forfatteren er god til at skabe billeder til nethinden.

”Det er manden med kikkerten , sagde Cecilia. Hun havde rejst sig og spejdede med hånden over øjnene i den retning, Egon havde fået færten af noget. Ude ved Ålodden kunne hun se omridset af en mand. Han stod på samme måde som på billedet fra Leos mobiltelefon.”…

Bogen rummer også et kort over området og en detailplan over pensionatet, og det er noget der appellerer til målgruppen, som godt kan lide at følge med i detaljerne.

Selv om der er lidt ”De 5 bog” over konceptet med krimi, børn og hund, formår forfatteren at skrive en moderne krimi til de 9-11 årige.

http://www.carlsen.dk
http://www.jlhorst.com

 

 

Forfatter

Anmelder: Birgitte Rasch

Jeg er uddannet lærer fra Nørre Nissum Seminarium og har arbejdet som lærer først i Albertslund og senere på Bernadotteskolen, hvor jeg både var lærer og skolebibliotekar. Jeg var med i ”Den gode historie” i flere omgange og har været forlagskonsulent i børne- og ungdomsbøger siden 2002.
Dette indlæg blev udgivet i e-bog, p-bog og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.