Ruinbyen

Forfatter: Lise Bidstrup
Illustrator: Bodil Bang Heinemeier
Sidetal: 74
Forlag: Carlsen / Serie: Furure City 1
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 9+

Storm kaldte skoven for Det sorte dyb. Der boede dyr, som smagte godt. Men også dyr, som ikke var rare at blive overrasket af. Dyr, som kunne dræbe en, hvis man ikke passede på.

”Ruinbyen” er den første del i science fiction-trilogien ”Future city”, hvor vi følger drengen Storm, der lever i et postapokalyptisk samfund. Storm har levet for sig selv længe, efter en mystisk sygdom har gjort alle voksne ekstremt aggressive, og samfundet derfor er brudt helt sammen. Storm møder pigen Kuba, som tager ham med til Ruinbyen, en forladt, sønderknust storby, hvor en flok børn og unge har indrettet sig i nogle af de ødelagte etagebygninger.

Storm, Kuba og den unge fyr Bit, som har en teori om, hvad der har gjort de voksne syge, forlader i slutningen af bogen flokken af børn for at finde det sted, hvorfra strålingen, som de tror er skyld i det hele, udspringer.

Illustrationerne af Bodil Bang Heinemeier passer meget godt til det dystopiske tema, holdt i sort/hvidt bortset fra en turkis farve – det er med til at sætte stemningen og gøre det hele lidt koldt og dystert. Stregen minder mig faktisk lidt om tegneserien for voksne om ”The walking dead” (som også er lavet til en yderst populær tv-serie).

Temaet i bogen minder i det hele taget lidt om serien ”The walking dead”, og jeg kan ikke lade være med, efter at have læst bogen færdig, at sidde med en følelse af at forfatteren har villet skrive en dystopi a la ”The walking dead” eller noget lignende, bare set fra et barns øjne. Det er en ret interessant tanke, og jeg synes det fungerer rigtig godt, selvom det jo egentlig er en frygtelig dyster tanke, at samfundet er brudt fuldstændig sammen, og børnene er overladt til sig selv, og samtidig skal kæmpe mod de voksne, der før skulle passe på dem, men som nu er fjenden.

En rigtig god bog, både til piger og drenge, der kan lide action og science fiction.

http://www.carlsen.dk, Ruinbyen

http://www.lisebidstrup.dk/

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.