Røvrendt

Bogens forsideForfatter: Ulla Rasmussen
Sidetal: 99
Forlag: Forum
Udgivelsesår: 2012
Set til kr.: 169,95/ e-bog: 93,75


Målgruppe: 11+

Magnus og hans kæreste Emma står og skal på skitur til Østrig, da Emma pludselig slår op med ham til fordel for en anden. Pludselig er ferien slet ikke så tillokkende mere for Magnus, men hans mor overtaler ham til at tage med på ferien, hvor begivenhederne tager fart. Magnus mor møder Flemming, som er hendes gamle seminariekæreste, og så er hun beskæftiget. Magnus bliver sur, men bliver så fascineret af Flemmings datter Anna, der viser sig at være noget af et bekendtskab, bl.a. da hun bedrager Magnus og stjæler hans mors penge for at kunne tage til Rom til en fyr, hun har mødt. Meget klogere overvejer Magnus ved hjemkomsten, om han ikke skal forsøge at blive kæreste med søde, generte Emma igen.   

Ulla Rasmussen (1961) tager i en letlæst, spændende og godt fortalt fortælling den unge læser med ind i teenagernes til tider meget naive univers – et univers, hvor teenageren netop bliver, ja, røvrendt! Og så giver Røvrendt et godt billede af, hvad der sker, når de voksne ønsker at realisere sig selv og møder pubertetsdrengens trang til at reagere og udvikle sig. Det kan kun gå galt, og det gør det! For læseren i målgruppen vil meget af dette forekomme bekendt, og vil både kunne sætte tanker i gang – og måske ikke mindst på plads!

Står man med en læser, der gerne vil have en let- og hurtigt læst bog, som skal være både god og relevant og holde spændingen til slut, er Røvrendt et godt valg.

 http://www.rosinante-co.dk/Books/9788763826525.aspx

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i e-bog, p-bog, 12+, 13+, Let at læse og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.