Et rige af torne og roser

Forfatter: Sarah J. Mass
Sidetal: 452
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017



Målgruppe: 15+

Så vidt vi forstod, regerede Storfaunerne stadig over de nordlige dele af vores verden – fra vores kæmpestore ø, over det smalle stykke hav, der adskilte os fra det massive kontinent, og videre, på tværs af dybe fjorde og bundfrosne ødemarker og sandblæste ørkener, hele vejen til det store ocean på den anden side. Nogle elver-områder var imperier, nogle var styret af konger og dronninger. Og så var der steder som Pritanien, der var opdelt og styret af syv Storfyrster – der efter sigende skulle være så kraftfulde, at de kunne løfte bygninger, smadre en hel hær og slagte en, før man kunne nå at blinke.

19-årige Feyre bor sammen med sine to søstre og sin far i en ussel hytte i skoven. De har engang været rige, men er nu skubbet ud i fattigdom på grund af faderens dårlige forretningskundskaber. Feyre har derfor været nødt til at lære sig selv at jage, så hun kan skaffe maden til familien og generelt være den, der holder familien kørende.

Da hun en vinterdag skyder og dræber en ulv i skoven, får det dog store konsekvenser. Ulven viser sig at være en elver i forklædning, og som straf må Feyre nu leve hos elverne resten af sine dage. Feyre har hele sit liv hørt fortællinger om de grusomme elvere, men da hun pludselig befinder sig i deres rige, viser det sig, at sandheden om elverne er noget anderledes end Feyres barndomshistorier. Og langsomt – og meget mod sin vilje – forelsker hun sig håbløst i sin vært, storfaunen Tamlin.

Det viser sig, at der er fare på færde i elvernes rige, og Tamlin må kæmpe for at holde både sig selv og Feyre i live. Da han bliver taget til fange, er det dog Feyres tur til at redde sin elskede. Men har hun styrken til det?

Romanen er angiveligt inspireret af eventyret “Skønheden og udyret”. Når man ved det, kan man da også få øje på det i historien, men umiddelbart bærer romanen ikke præg af at være en genfortælling. Tværtimod er den helt sin egen.

Jeg var ikke ubetinget begejstret for ”Et rige af torne og roser”. Det er måske en lille ting, men det irriterede mig, at der er mange stavefejl i oversættelsen. Det er naturligvis ikke forfatterens skyld, men det bliver et irritationsmoment i læsningen af bogen. Samtidig skulle jeg ret langt ind i romanen, før jeg blev fanget af fortællingen. Jeg følte historien var lidt sløv i optrækket, og jeg havde svært ved at se Sarah J. Maas’ univers for mig. Når man forbi de første 150 sider, giver det til gengæld bonus, for langsomt udfolder forfatteren sit univers, og så skal jeg ellers love for, at der er både action, sex og romancer for alle pengene. Så måske bliver jeg alligevel nødt til at læse fortsættelsen, når den bliver oversat til dansk.

Sarah J. Mass
Gyldendal – med læse- og lydprøve

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som børnebibliotekar på Herning Bibliotekerne siden da. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Men hendes litterære interesser spænder vidt, og elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter at Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøgerne for de allermindste, herunder både pege- og billedbøger - som læses i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Desuden anmelder Line både børne-, unge- og voksenlitteratur til Herning Folkeblad.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.