Pigen der kunne tale med hunde

Forfatter: Kim Leine
Illustrator: Peter Bay Alexandersen
Sidetal: 64
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017


Målgruppe: 5+

Med ”Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden” og ”Skovpigen Skærv” har makkerparret Kim Leine og Peter Alexandersen fået etableret sig godt og grundigt på børnebogsmarkedet med gode solide og spændende fortællinger som er kongenialt illustreret.

Efter at storebror Andreas var drengen, der drog nordpå for at finde julemanden, er det helt passende at det er den hundeelskende lillesøster, syvårige Sofie der er hovedperson i ”Pigen der kunne tale med hunde.” Julen er nemlig overstået. Det er blevet januar og Sofies fødselsdag nærmer sig.

Der er, som man kan forstå det, tale om en selvstændig fortsættelse af ”Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden.”

Den grønlandske bygd er den samme, mor og far er de samme; men denne gang lærer vi beboerne i bygden bedre at kende, og bliver introduceret til mors arbejde som lærer på den lokale skole og fars arbejde som sygeplejerske på sygeplejestationen. Vi er kort og godt tættere på livet i en grønlandsk bygd, og især drengen Nuka og hans forældre er med som repræsentanter for inuitterne.

I et efterskrift til bogen fortæller Kim Leine da også, at fortællingen om Sofie er baseret på hans datter Maries oplevelser med grønlandske slædehunde som barn.

Historien er kort, at Sofie er totalt fascineret af slædehunde. De indgår i hendes lege som drager, og hendes største ønske til fødselsdagen er at få fire hundehvalpe. Men Sofie har svært ved at respektere hundenes grænser, selvom hun mener, hun taler slædehundenes sprog, og under en fødselsdagsfest kommer hun for tæt på et kuld hvalpe og deres mor, hvilket medfører en dramatisk og blodig  (drømme)rejse gennem  et smukt snelandskab og senere med båd til hospitalet i den store by. Det hele oplevet gennem en totalt bedøvet Sofie. Hun bliver syet med ikke mindre en 52 sting i ansigtet på hospitalet. Afholder det hende så fra at fortsætte som hundehvisker eller hundeelsker? Læs selv bogen, eller læs den op for nogen.

Endnu engang er det lykkedes Kim Leine at ramme en sprogtone og en fortællemotor der gør bogen let at læse op. Der er god rytme i fortællingen, og sætningerne falder som korte hovedsætninger, hvilket muliggør at bogen også er velegnet til selvlæsning.

Peter Bay Alexandersens illustrationer passer endnu engang som fod til hose til fortællingen. De bibringer grønlandsk vinterstemning, præsenterer genstande og personer og underbygger og udvider handlingen. Især de blodrøde plamager på sneen, og blodrøde skyer på himlen, bidrager til den dramatiske stemning, da Sofie er kommet galt afsted. At Sofies far så er fremstillet som digteren Frank Jæger med stort fuldskæg og (majs)pibe i munden virker noget retroagtigt, og frembringer mindelser om Svend Otto S. ”Mads og Milalik” fra 1979. Men det er vel heller ikke så ringe endda.

”Pigen der kunne tale med hunde” anbefales varmt til de ældste børn i daginstitutionerne og i indskolingen. Her er tale om en basalt spændende og vedkommende fortælling om Sofie der vokser op i nogle omgivelser der ikke lige ligner hverken Vesterbro eller et jysk villakvarter.

http://www.gyldendal.dk – med læse og lytteprøve
Peter Bay Alexandersen
Kim Leine

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.