Petra flækker en sten

Forfatter: Jan Oksbøl Callesen
Illustrator: Jan Oksbøl Callesen
Sidetal: 40
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår: 2019


Målgruppe: 5+

Så selv en sten kan flække

Kan en sten virkelig flække? Hvad er der inden i den flækkede sten, udover sten? Og hvorfor vil Petra overhovedet flække en sten?

Petra flækker en sten af Jan Oksbøl Callesen handler om at gøre det, andre siger, man ikke kan. Den handler om ikke at ligge under for forbud, der ikke har en iboende logik eller hjemmel. Der kommer med relativt stor sandsynlighed ikke børnelokkere ud af stenen, når den flækkes, og derfor er det ikke et gyldigt argument for at lade være. På samme måde er det heller ikke gangbart at udstikke et forbud mod noget, alene fordi man har en kæreste. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Pigen Petra møder stor modstand fra sine omgivelser, da hun beslutter sig for at flække en sten. Hun ved egentlig ikke helt selv, hvorfor hun vil flække stenen, men jo mere hun mødes af forbud af tiltagende irrationel karakter, jo mere styrkes hendes trang til at flække den sten.

Jan Oksbøl Callesen er pribelønnet for sine bøger om Hr. Løve. Petra flækker en sten følger op på tematikken fra bøgerne om den distingverede løve, der også må forholde sig til en omverden, der ikke altid er lige rationel. Callesen udfordrer normerne. Han stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor ting er som, som de er, og hvorfor vi tænker, som vi gør.

Stram, minimalistisk historie
Petra flækker en sten er en anderledes og fængende lille billedbog, der leger med format og indhold. Stenen vokser sig stor allerede i bogens opslag, hvilket vækker læserens nysgerrighed i en slags prolog, hvor Petra finder stenen.

Kunstnerisk er Callesen udfordrende, men interessant. Bogens langstrakte, smalle format og systematiske opdeling af illustrationerne på hvert opslag medvirker til, at historien fremstår ret stringent og fortløbende, og det hjælper på forståelsen af de til tider abstrakte illustrationer. Teksten er stærkt minimalistisk, men illustrationerne supplerer i høj grad historien, og det hjælper læseren med at forstå konflikten og det diffuse persongalleri, der overdænger Petra med deres opskruede skrækscenarier for konsekvenserne ved at flække en lille sten.

Genren ligger i den fantastiske ende, fordi det lykkedes Petra med håndkraft at flække stenen.

Callesen blandt de bedste
Og hvad sker der så, når man flækker en sten? Ingenting. Stenen, der før var én sten, er nu to sten med sten inden i, og det var vel det, man kunne forvente. Læseren får ikke engang vished om, hvorvidt Petra er tilfreds med resultatet, men hun beviser, at hun kan. Og det er vel det væsentlige.

Petra flækker en sten kræver fordybelse og kan indgå i et undervisningsforløb på mellemtrinet eller i indskolingen. Bogens abstraktionsniveau kan dog blive en udfordring for nogle børnelæsere. Personligt kan jeg lide Jan Oksbøl Callesens uortodokse fortællestil, som rammesættes af hans naivistiske, men udtryksfulde illustrationer. Jeg mener, at han er blandt landets mest interessante billedbogsforfattere.

Jan Oksbøl Callesen
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside

Forfatter

Anmelder: Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.