På krogen

Forfatter: Heine Hestoy
Sidetal: 160
Forlag: Dansklærerforeningen / Serie: Frit for fantasi
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 186,25


Målgruppe: 12+

Jóannes glædede sig til at komme om bord.
De andre fra bygden, der skulle med, var allerede kommet om bord.
De vidste, at skipperen var utålmodig efter at komme af sted.
Han smed sin køjesæk ind på dækket til de andres.
Styrmanden Høgni var også på vej om bord. Han var ved at falde i sin brandert.
De lå ikke ved kaj længe.
Da alle var om bord, blev fortøjningerne kastet,
det kunne ikke gå stærkt nok med at komme af sted. (s.55)

I denne ungdomsroman i Dansklærerforeningens serie “Frit for fantasi” er vi i en bygd uden for Torshavn på Færøerne. Vi befinder os i en familie, hvor faren har foretaget et spring op ad den sociale rangstige og er blevet advokat; men hvor sønnen, den stille, sympatiske, rørende og generte Jóannes dropper ud af folkeskolens niende klasse og får hyre på en langlinebåd fra Klaksvig sammen med kammeraten Rógvi.

Jóannes drømmer om at blive voksen i en fart, tjene sine egne penge og om friheden til selv at bestemme over sit eget liv. Og det kan man ikke, i følge Jóannes, på gymnasiet i Torshavn. I romanen sker dette i livets hårde skole på den flere måneder lange rejse.

Gennem det hårde, ensformige arbejde ved stampen med at sætte agn på krogene på langlinen, og gennem isolationen på skibet i et ekstremt maskulint selskab udvikler han sig på en uforudset måde. Han får nye vaner og tillægger en fiskerjargon, som han har svært ved at lægge fra sig, da han endelig igen kommer hjem. Han skal lære at tøjle sit temperament ombord, forholde sig sin søsyge kammerat, Rógvi der ligger hjælpeløs på dørken og til den dødsangst der følger, når man oplever at ens ven ryger overbord under en storm.

Men Jóannes drømmer også om kærligheden og den smukke Marjun, han må rejse fra efter kun tre ugers bekendtskab. For venter hun på ham derhjemme på Færøerne? Danser hun med andre? Har hun fået en ny kæreste? Det er dyrt at tale med hende over satelittelefonen via Lyngby Radio – og folk kan lytte med, så forbindelsen ryger langsomt. Og det brev han har lovet at skrive til Marjun, det får han aldrig skrevet.

I “På krogen” følger vi Jóannes opgør og forsoning med sine forældre, hvordan han håndterer sin forelskelse i og kærlighed til Marjun på landjorden, kampen med at tøjle sit temperament, sit drikkeri og forholde sig til at have forårsaget et alvorligt trafikuheld i alkoholpåvirket tilstand. Det er disse udfordringer og oplevelser som hjælper Jóannes på vej til at blive voksen.

Det er lykkedes færøske Heine Hestoy (f.1950), bosat i Marstal, at indfange læseren af denne roman med et autentisk sprog, der er fyldt med indtryk til alle sanserne. Her lugter af hav, bræk og fisk. Vi mærker kulden og regnen og er øm overalt i kroppen efter den lange vagt med at sætte agn på krogene. Og vi styrter dødtrætte om på køjen uden at tage tøjet af eller at børste tænder. “På krogen” giver læseren et helt enestående indblik i livet ombord på en langlinebåd, og endelig lader romanen os følge Jóannes’ udviklingsrejse i en helt fundamentalt spændende fortælling. Det er ikke kun i Jóannes hoved og i hans følelsesliv, bølgerne går højt. Det gør de så sandelig også derude på Atlanterhavet mellem Færøerne og Newfoundland.

Romanen anbefales til brug i danskundervisningen fra 7.kl.. Desuden anbefales bogen varmt til drengelæsere, der her møder et særdeles maskulint univers, i form af en barsk verden der ligger uden for langt de flestes forestillinger. “På krogen” er Heine Hestoys første udgivelse på dansk. 

https://shop.systime.dk/dk

http://da.wikipedia.org/wiki/Heine_Hestoy

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.