Operation URAN-235

‣ Forfatter: Benni Bødker

‣ Forlag: Corto

‣ Udgivelsesår: 2014

‣ Pris: 149,-

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 85

‣ ISBN: 9788793107083

Interpol har haft kig på forskningsstationen i lang tid. Nunavut og resten af det arktiske område er steder, vi holder øje med. Det er i det nordøstlige Canada. Tæt på Ishavet og Grønland. Tager man længere nordpå, kan man kun komme ét sted hen: Nordpolen

Malik er elev på den ikke helt almindelige kostskole, Moray, i det nordøstlige Scotland. Det er en skole, hvor fremtidens agenter og spioner uddannes, og den er oprettet af INTERPOL.

Malik er ude i en mission i Nunavut hvor der ligger en forskningsstation, men man har en fornemmelse af, at der er ulve i mosen. Denne station er Malik brudt ind på, og her finder han spor af Uran, og Malik formoder, der er nok til en atombombe. Malik stjæler nogle effekter for at bringe dem med sig hjem til undersøgelse, da han bliver opdaget, men det lykkes ham at flygte og sprænge uran-minen i stumper og stykker.

Alle spor efter den Uran Malik bringer med sig hjem leder hen imod Camp Manitoba, som holder til på Astola Islands i Det arabiske Hav, og minen ejes af en Salgari, som ikke bare er biolog og milliardær, men også våbenhandler, og han går ikke af vejen for at sælge atombomber til højestbydende.

En ny mission går derfor til Astola Islands, og Malik får lov at komme med, fordi han gjorde de fund han gjorde i Arktis. Nu gælder det om at forhindre at endnu en Atombombe kommer i omløb.

Hvordan det ender, må man selv læse.

Bogen her indgår i en serie under fællestitlen Operation, og er en spændingsserie for mellemtrinslæsere, som ikke kan få spænding og action nok, og som er glade for ikke alt for lange bøger. Og disse læsere får i dette tilfælde begge dele. Bogen her har en fortættet stemning, der gives ikke plads til andet og mere end det, der er temaet, og det går over stok og sten og med god appel til især drengene. Bøgerne har endvidere en god samfundsrelevans. Som verden ser ud just nu vil en oprustningstanke ikke ligge mange magthavere fjernt, og i Iran pusler man med atomkraft og landet er under mistanke for at ville udvikle en A-bombe, Iran som atombombenation er også et tema i denne lille roman, så der er således både til det spændende og det realistiske.

Benni Bødker er jo efterhånden velkendt for sine mange serier som fx: Sarin, Kimura, De 7 nøgler – og senest Zombie City. For Djævelens øjne modtog han i 2013 Kommunernes Skolebiblioteksforenings børnelitteraturpris.

Bogen er god for de læsere, der gerne vil læse meget for at blive læsesikre – samtidig med at de får en god og spændende oplevelse. Her er begge dele til overflod. Bare læs løs.

http://benniboedker.dk/

http://forlagetcorto.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.