Onduleret

Forfatter: Laura Ringo
Illustrator: Ida Rørholm Davidsen
Sidetal: 36
Forlag: Gyldendal / Serie: Billednoveller fra Gyldendal
Udgivelsesår: 2020
Set til kr.: 230,00

Målgruppe: 13+

”Det er næsten altid sådan, det går, når vi har sovet sammen efter en fest. I sin fuldskab tænker Julie, at hun vil sætte pris på selskab, når det dårlige humør efterspruttens efterdønninger sætter ind, men det ender altid med, at hun opdager, at hun hellere vil være alene. Det er en af de ting, jeg så godt kan lide ved hende. Hun ved, hvad hun har brug for, hun kan mærke det, og så siger hun det bare. Ligesom når hun siger, at hun
har brug for at jeg tager med til en eller anden fest, fordi hun ellers vil føle, at hun går i et socialt minefelt uden sikkerhedssko på. Det er mig, der er sikkerhedsskoene.”

Janus og Julie går i gymnasiet og er bedste venner. De fortæller hinanden alt, og de hænger sammen som ærtehalm. Men efter en vild fastelavnsfest på gymnasiet, ender det med at Julie spørger Janus om han ikke kan sove hos hende. Da de ligger i ske sammen i sengen, sker der pludselig noget. Janus er fuld og det at ligge tæt på Julie gør pludselig noget ved ham. Grænserne mellem venskab og ”noget andet” udviskes, og før han ved af det kæler han for Julie, der dog måske sover og i hvert fald ender med at verfe ham væk.
Dagen efter er alt forandret; Julie er fjern og distanceret, og Janus forstår ikke helt hvorfor.

Bogen er gennemillustreret af Ida Rørholm Davidsen, der har et skønt, enkelt udtryk med illustrationer i blålige toner. Ida Rørholm Davidsen får med sine illustrationer sat den helt rigtige tone for historien, hvor for eksempel illustrationen hvor de er til fest, med en hel masse små billeder viklet sammen, giver beskueren fornemmelsen af Janus, der er fuld og ser alting på en sær og svimlende måde.

Onduleret er en del af Gyldendals serie Billednoveller, som (min helt ærlige mening) er en skøn serie. Her blandes romaner og billeder i graphic novels til noget, der ikke bare vil fungere rigtig godt i undervisningssammenhæng, men som også er udgivelser, man sagtens kan anbefale til frilæsning. Det er gedigne, gennemarbejdede værker, der pirker til nysgerrigheden og udfordrer læseren, og nærværende bog er ingen undtagelse. Jeg synes det er en virkelig skøn bog. Den opsummerer virkelig fint og troværdigt gymnasielivet for to unge mennesker, og den får til fulde sat fokus på nogle meget svære emner som for eksempel føromtalte grænser – et meget flydende begreb, som man om noget får beskrevet det i historien.

Det er en virkelig dejlig udgivelse, der har min varmeste anbefaling.

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Udskoling, seriebog, Billedroman, Illustreret roman, Graphic novel, Selvlæsning, 6-10 klassetrin, Ungdomsroman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.