Rudi står stille foran Najas dør.
Han vil snakke med Najas far om skateboardet.
Måske har han købt det.
Rudi vil spørge ham, så alt kan blive godt igen.
Det er en stor kunst at stå på skateboard. Her skal man kunne mange tricks. Man skal også øve sig en hel del. Det har Naja gjort. På samme vis har Trine Bundsgaard øvet sig gennem mange udgivelser i at skrive til de helt nye boglæsere. Det er en stor kunst at kunne fortælle en kompleks historie i meget korte sætninger med korte ord og et lixtal på 9. Det lykkes her for Trine Bundsgaard i serien om Naja i Asfaltpatruljen. Her står de på skateboard. Helst på deres egne skateboard, men Naja vil så gerne have et nyt, så hun har lånt (lånt og lånt) Lynets board. Det går ikke.
Heldigvis har hun en god ven i Rudi. Og så er hun også lidt modig selv.
Det er tredje bind i serien. Det er bøger, man kan læse som ny læser, og med Mads Thembergs illustrationer til at følge handlingen til dørs og rampe, så kan de fleste Søren-og-Mette-læsere være med. Thembergs illustrationer føjer større kompleksitet til teksten, man ser tydeligt det truende i skaterklyngens mange medlemmer, da Naja kommer for at aflevere boardet. Og Themberg tegner Najas far, så man helt sikkert ved, at han ikke har købt et nyt board til hende.
Stor ros til serien for handling, sprog og illustrationer.
Og så er det ikke forfatterens eller tegnerens (og sikkert heller ikke forlagets) skyld, at prisen på denne tynde seriebog langt overstiger selv de tyndeste digtsamlingers sidepris. Seks kroner for hver side er helt urimeligt ærgerligt, for disse bøger kan fremme læselyst, give læserutine og give et godt billede af, hvordan det er at være et lille skaterbarn i en verden med mange gode og dårlige boards.
