Noans mærke

Forfatter: Jane Susanne Andersen
Illustrator: Teddy Kristiansen
Sidetal: 74
Forlag: Turbine / Serie: Dynamo - letlæsningsserie
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 229,-

Målgruppe: 10+
Sværhedsgrad: Lix 10

Jeg får øje på Noans bare ben. Jeg kan se det røde mærke på hans lår.
En ildrød ring omkring noget, der ligner et bistik. Det er klamt.
”Du må ikke blive vred,” siger han så. ”Hvis de ser det, bliver du sendt væk”.

Både dansklærere og de af deres elever, der ikke er dygtige eller rutinerede læsere er hele tiden på jagt efter gode bøger med et godt og spændende indhold, skrevet i et letlæst sprog.

”Noans mærke ” er en illustreret fantasyroman i tyve korte kapitler, der udspiller sig på en isoleret ø, hvor de internerede forældreløse børn ikke må vise vrede. Øens hersker Nudir forlanger glade og tilfredse børn!

I et univers, der på mange måder minder om Lene Kaaberbøls klassiker ”Skammerens datter, udspiller den dramatiske og til tider uhyggelige handling sig. Centralt for fortællingen er, at det kun er drengen Noan der kan hjælpe og besejre det udyr, en mantikora, byens hersker Rudin bruger til at holde styr på sine børnearbejdere med.

Han bliver hidkaldt i et brev:

”Man siger, at det kun er ét barn, der kan besejre det store dyr. Et barn med et særligt mærke. Noan, du skal komme til byen. Men du må ikke tage af sted alene.”

Læseren følger så Noan og hans venners flugt fra øen til byen og hans endelige opgør med ondskaben.

Bogen er udgivet med et kraftigt fast omslag og i en god papirkvalitet, der gør bogen rar at have i hånden, og som gør at Teddy Kristiansens sort / grå / hvide illustrationer, der på en glimrende måde understøtter og uddyber fortællingen, kommer til sin fulde ret. For når man som forfatter er bundet af et lix-tal på 10 opstår der tomme pladser i teksten som illustrationerne her i ”Noans mærke” så hjælper til med at udfylde.

Bogen er tilpasset målgruppen. Der sker noget, sproget er let og den er læsevenlig. ”Noans mærke” er skrevet i korte hovedsætninger, med et meget kort forfelt, hvilket gør at sproget sine steder bliver noget opremsende. Men det forbløffer stadig denne anmelder, at man kan lave så spændende en historie, når man har så store sproglige bindinger. 

Bogen anbefales til selvlæsning og som læsetræning i folkeskolens mellemtrin og første klasser i udskolingen.  

 http://www.turbineforlaget.dk/

http://www.turbineforlaget.dk/forfattere

http://teddykristiansenblog.dk/

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.