“Når først man har sagt ja” skriver sig ind i den række af bøger til børn og unge der behandler sygdom og død. Det gælder eksempelvis Jesper Wung-Sungs “En-to-tre-NU” (2001, 2016), “Kopierne” (2010) og “Ud med Knud” (2014), John Greens “En flænge i himlen” (2013) og Patrick Ness og Jim Kays “Monster” (2015).
I canadiske Kenneth Oppels roman “Når først man har sagt ja” er hovedpersonen Steven lige blevet storebror til en baby, der er så syg, at lægerne og forældrene er meget usikre på, om lillebroren overhovedet vil overleve eller nogensinde blive rask nok til at leve et normalt liv.
Naturligt nok er både Steven og forældrene bekymrede for babyen; men Steven er ligeså bekymret for sine forældre. Han undlader derfor at fortælle dem om den angst og søvnløshed, han er begyndt at lide af. Det gælder også de mareridt, hvor et englelignende væsen står ved hans seng, og den drøm om hvepsedronningen, han oplever i søvne.
Genremæssigt leger “Når først man har sagt ja” med horror- eller gyserfortællingen, og anvendelsen gysereffekterne er ganske effektiv i romanen.
Jeg-fortælleren Steven lider af en form for OCD og er allergisk over for hvepsestik; men på trods af det forsøger han selv at fjerne et hvepsebo i huset. For i sine drømme er han kommet til at sige JA til at hvepsedronningen og hendes hvepsebo sørger for en ny, perfekt, rask og levedygtig kopibaby til familien.
Hele det etiske dilemma Steven står i efter dette JA er romanens centrale spørgsmål. Steven fortryder sit JA, og den kamp dette NEJ afstedkommer driver handlingen frem. For hvepsedronningen og hendes arbejdere er allerede i fuld gang med at fremstille kopien. Kan man fortryde sådan et JA?
Det er dette etiske og moralske spørgsmål læseren må reflektere over under læsningen af “Når først man har sagt ja.” Som Jesper Wung-Sung gjorde det i “Kopierne,” stiller Kenneth Oppel her nogle helt centrale teenage-eksistentielle spørgsmål: Hvad er normalt? Kan vi mennesker tillade os at prøve styre livet (gennem genmanipulation)? Hvad er perfekt? Hvad er liv? Hvor meget skal man lade lægerne slås for at bevare en dødssyg babys liv?
Nogle gange er det måske ikke meningen, at liv skal overleve eller være perfekt.
Kenneth Oppel har med “Når først man har sagt ja” skrevet en spændende, væsentlig og livsbekræftende roman med den sympatiske fighter Steven som ledefigur.
Jon Klassen har undervejs angivet nyt kapitel med skønne vignetter af svirrende hvepse, og Nanna Gyldenkærne har gendigtet “Når først man har sagt ja” på et velfungerende og flydende dansk.
Romanen anbefales til skolernes læringscentre og til brug i undervisningen i filosofi, etik og religion. Endelig er romanen grundlæggende spændende. Under læsningen af “Når først man har sagt ja” er det en fordel ikke, som Steven og denne anmelder, at lide af hvepsefobi og -allergi.
