For at nå din rette størrelse

Forfatter: Patricia Ryan
Illustrator: Patricia Ryan
Oversætter: Dal Michaelsen
Sidetal: 48
Forlag: Jensen&Dalgaard
Udgivelsesår: 2015
Set til kr.: 98,-

Målgruppe: 4+, forældre

Der er mange ting ved denne bog, jeg egentlig godt kan lide. Formatet, der næsten er som en gammeldags singleplade. De tykke sider. De fine tynde illustrationer, der både har noget naivt, noget poetisk og noget inviterende over sig.

Bogen består af 14 opslag, hvor de 13 har sætningen: ’For at nå din rette størrelse skal du …’ som en poetisk motor – og man skal både spise meget spaghetti og have sæbebobler og en bakke at løbe på – inden man på det 14. og sidste opslag måske bliver forelsket. Og det er åbenbart dét, der fuldender ens udvikling; og gør barnet til ’et menneske’, som forlaget selv skriver. Hm (et barn er altså ikke et menneske før – hm).

Genren med de nuttede og mere eller mindre flyvske bonmot’er balancerer i sig selv hele tiden på en knivsæg: Siger de i deres poetiske naivitet, noget man kan bruge som et sandhedsbillede i helikopterperspektiv om livet. Eller er de ren køleskabsmagnet-kitsch?

Desværre er det ofte det sidste der er på færde i ’For at nå din rette størrelse’. Især når teksten bare bliver for slap fx ’kigge i mange bøger med mange billeder fra hele verden’. Eller når der står at man skal se en solopgang. Eller når teksten afslutter med forelskelsen som endemål.

Så er jeg mere til at spise meget spaghetti eller have en seng man er glad for at sove i. Hvor både tegninger og tekst skaber flere billeder.

Teksterne er både på engelsk og på dansk. Og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor. Er det en dansk/engelsk-ordbog a la Richard Scarrys? Det engelske forlæg giver intet til teksten andet end forvirring.

Lækkert format og fine poetiske tegninger og en spiselig pris. Desværre er selve den lyriske motor for klichefyldt og sproget for slapt til at bogen kunne opfylde sit potentiale.

http://www.jensenogdalgaard.dk/

Forfatter

Anmelder: Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.