Munden fuld

Forfatter: Line Leonhardt
Sidetal: 127
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2019
Set til kr.: 158


Målgruppe: 12-14 år
Sværhedsgrad: Læs-let-bog. Lix 20

”Julie er tilovers. Der er ikke plads til hende. Nøjagtig som med hendes tænder. Julie er som en stor, fed kindtand, der er for meget. Tænk, at der også kan være trangstilling blandt veninder.”

Sådan er det at være Julie. Nadja og Julie har været veninder ”altid”, men nu er de kommet en ny pige i klassen, Kate.

Nadja og Kate følges nu ad. Desuden har de hver fået en kæreste, og så belærer Nadja Julie om, hvordan man har par-dates og går i Tivoli sammen som par. Der er simpelthen ikke plads til Julie længere. Hun har også for lidt plads i munden, så hun skal nu have bøjle på. Det er tandlægen Jens, der står for det projekt, og så viser det sig, at der heldigvis er andre, der også skal have bøjle på. Alex, eksempelvis.

Sproget i ”Munden fuld” er skrevet med lix 20, et lixtal, der signalerer letlæsning. Derfor er det også en kunst, at forfatteren lykkes med en forholdsvis kompleks fortælling, hvor sproget har mange metaforer og ordspil. Julie kan lide ord, det skinner igennem i hendes tanker.

”Trangstilling. Transparent. Trist.
Engelsktimen efter frokost er dagens absolutte lavpunkt. Julie gør ikke det, man skal. Hun nægter at række hånden op og sige noget på et fremmedsprog. Det er ikke fordi hun er dårlig til engelsk. Hun har googlet en del om odontologi og kan sagtens se en engelsk film. Julie hader bare den situation, hvor lydene i hovedet er helt anderledes end de lyde, der komme ud af munden.”

Læs-løs-serien fra Gyldendal er inddelt i ti niveauer. På niveau 1 til tre er der udelukkende brugt lydrette ord, så stiger sværhedsgraden fra lix 5 til lix 18 -30 på niveau 10. ”Munden fuld” er på niveau 10.

Det er en bog, der har læsesvage som målgruppe. Det betyder dog ikke, at den udelukkende henvender sig til læsesvage. Det e en fin fortælling om pigers kamp om dronningepladsen i hierarkiet. Det er et hårdt spil. Uanset om man går til tandregulering eller ej, så kommer der nakketræk til de fleste i den kamp.

 

Link: Om forfatteren

 

Forfatter

Anmelder: Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur:
Dette indlæg blev udgivet i Let at læse, Tweens og tagget , , , . Bogmærk permalinket.