Morkels alfabet

Forfatter: Stian Hole
Illustrator: Stian Hole
Oversætter: Naja Maria Aidt
Sidetal: 48
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2016
Set til kr.: 229,95

Målgruppe: 5+

Der er ridset ord, bogstaver og små tegninger ind i barken. Det må have taget lang tid, tænker Anna. Hun kan lide alt der tager tid. Hendes fingre følger bogstaverne i træet.

”Samler du på ord?” Spørger Anna
Morkel nikker.
”Moskus, gåsehud og marksedler, siger Anna. ”Værsgo!”
Morkel smiler.

Så hører vi igen fra mirakelmageren Stian Hole. Hans Garman-trilogi er velkendt. Den smukke bog om ”Annas Himmel” kendes velsagtens også af mange, ligesom – i virkeligheden hans debut – ”Den gamle mand og hvalen”, der første gang udkom på dansk i 2015.

Nu skriver vi januar 2016 og her udkommer hans seneste værk Morkels alfabet. Er det hans bedste bog? Det er vanskeligt at vælge blandt så mange perler, men jeg tror det næsten.

Det første, der springer én i øjnene er Titlen: Morkels alfabet. Den første tanke er, hvad er Morkel? Er det et navn? For det er formentlig almen viden, at morkel også er en svamp. Men hvis det er et navn, hvad betyder det så? Hvad står det for? Den nysgerrige anmelder får ingen hits på opslaget ”Hvad betyder Morkel?” Så umiddelbart må navnesymbolik undviges.

Giver det mon i det narrative spil mening, at det er navnet på en svamp. Ja, så er vi ude i noget helt andet.

Nogen lægger ord ud på jorden. Anna finder den første seddel. Sådan indledes denne poetisk filosofiske, underfundige og dybe billedfortælling om Anna og Morkel. Anna bor på landet, nær skov og mark, og Morkel er det mystiske naturbarn, som på nærmest magisk vis er der og ikke er der. Men nærværende i sit fravær stemmer han Annas nysgerrighed, da han begynder at lægge sedler på marken uden for hendes hus. På den første står der blot Hej. Anna spørger: Hvem er du?

Som en skygge ser hun drengen på marken.  På den næste seddel står der: Morkel.
Og ham ved Anna godt, hvem er, nemlig ham, der aldrig kommer i skole.

Efterhånden kommer de imidlertid hinanden nær, fordi Anna tager ud og leder efter ham. Anna søge efter ham, fordi hun er så betaget af hans ord. Ord, som man kan hviske eller råbe inden i sig selv, eller, som det så smukt og humoristisk hedder, måske et ord, der kan gemmes i skosnuden? Og Morkel, finder Anna ud af, holder til i en hule i et træ i skoven, og fra gulvet i hans frilagte hule ligger de og udveksler bogstaver, ord og sprog.

På spørgsmålet om, hvad Morkel er god til svarer han: ”Ingenting”. Og til dette svarer Anna det henrivende: ”Hvad mere?”

For det, Morkel interesserer sig for, kan se ud som ingenting – idet, det hverken kan måles eller vejes. Man kunne ønske at folkeskolereformens fædre og mødre – og dem, der tænker over fremtidens skole, ville læse denne bog, for den handler så præcist om det, der giver dannelse nok til et helt liv og ikke bare en uddannelse, der varer nøje afmålt tid.

For det er vel ikke ingenting at have nøje viden om fiskeørnens eller vipstjertens eller skovduernes gøren og laden – og dertil så dette: at have næse og flair for at sætte tanker bag – i form af bogstaver, ord og sprog. Men bogstaver, ord og sprog, som ikke skal holdes indespærret i en selv, men deles. Fx med Anna. Som Benny Andersen skrev for en del år siden: Man leder efter et ord og finder et sprog (1995).

Fælles for Anna og Morkel er dette, at de er eftertænksomme. I citatet ovenfor kan man netop læse, at den omhu med hvilken Morkel har ridset bogstaver og ord og tegninger ind i træet, hvor hans hule befinder sig, er noget, der må have taget tid – og at ting tager tid er noget, Anna kan lide. De har begge eftertænksomhedens nådegave. Og som der står så smukt i teksten: Alting er mere, når hun er sammen med Morkel.

Det er dette mere, der er fortællingens essens!

Men det samme kan med føje siges om bogens forfatter. Stian Hole ynder om noget, at ting tager tid, at der er plads for eftertankens dyb. Derfor er det et fællestræk for alle hans bøger, at de er ”langsomme” – og sprogligt bevidste og stramt poetiske. Men jeg mener næsten, at Hole her er sprogligt smukkere end tidligere set – Teksten er dertil kongenial med billedsiden, som er gjort på Stian Holes velkendte maner med computer osv. Se fx på fortællingens tredje opslag, Hvor Anna ligger i sin seng og drømmer – samtidig med at hun smukt fylder en stor del af billedet ud i baggrunden. Det er vildt betagende og fylder teksten helt ud.

I udgangspunktet er der den forskel på Anna og Morkel, at Anna er bundet til konventionen, hun bor sammen med far og hun går i skole. Morkel derimod er omgærdet af en art mystik. Hvor bor han, hvor kommer han fra, hvad bedriver han? Det ved Anna ikke – kun at han ikke kommer i skole. Tilsyneladende går han på naturens universitet. Hvad hun derimod kan se er, at han som morkel-svampen suger alt muligt til sig og har et mycelium stort og vidt forgrenet som et sprog.

Anna lærer så meget af Morkel. Og hun lærer især noget, der er en vigtig dynamo i hendes eget liv: Han kan lære og inspirere hende et stykke ad vejen, men omsider må hun klare sig selv. Det er mimesis-tanken, der smukt og ubesværet er indføjet i en børnebog. Mimesis betyder efterligning. Man lærer bedst ved at efterligne, hvad andre inspirerer med; men det kan ikke blive ved efterligningen, for efterligningen er tillige også en fortolkning – og efterhånden, som man indoptager, hvad man har efterlignet, bliver det langsomt til ens eget– og dermed opnår man autonomi i forhold til stoffet. Måske er det den proces, Anna lærer …

Vi skal ikke afsløremere om fortællingen. Men vi røber gerne, at det er en bog, man ikke bare lige bliver færdig med – man vil vende tilbage gang på gang.

Kære, kære lærer – læs denne smukke bog mange gange for dig selv, bliv ved, til du helt har indoptaget den, og læs den derefter for dine elever – og lad dem se billedopslagene samtidig. Brug fortællingen som samtalegrundlag. Drøft derefter natur, venskab, sprog, poesi og filosofi med dem. Der er nok at hente …

http://rosinante-co.dk/

Forfatter

Anmelder: Eiler Jensen

Eiler er konsulent og forfatter til adskillige bøger – både skønlitterære ungdomsbøger og – især – faglitterære bøger om børne- og ungdomslitteratur. Er anmelder af børnelitteratur i Børn & Bøger. Er oprindeligt uddannet som lærer, har siden uddannet sig til cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Har læst børnelitteratur igennem hele voksenlivet, og er af den opfattelse, at skønt man ikke kan frikende børnelitteraturen et vist pædagogisk islæt, så kan den som voksenlitteraturen bestemt være et kunstnerisk udtryk.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.