Man kan mene, at Silles morfar, Moffe, burde synge med på Povl Kjøller:
”Jeg gider ingenting i dag,
jeg er bare, åh så træt.”
Morfar Moffe, som er gammel murer, har sat tilværelsen på standby, er blevet ramt af en depression og sidder og glor ind i muren.
Sille er til gengæld en handlekraftig, livlig pige med to ustyrlige ben, Ib og Knud, som både danser og spjætter foran morfars stol; men lige lidt hjælper det. Så går Sille til angreb på muren omkring morfar. Den bryder endelig sammen, og morfar kan kravle ud af det tårn, som er ved at styrte sammen om både ham og Sille med ordene:
”Magen til elendigt håndværk skal man lede længe efter,” skumlede morfar, da vi var i sikkerhed bag et træ. ”At nogen nogen kan finde på at bygge et et tårn, som et barn kan pille fra hinanden med en storetå. Hvad kunne der ikke være sket?”
Her skifter bogen tone, og fra at være fortalt i mol slutter Mof og muren af i dur. Morfar vender tilbage til livet, og fortællingen afsluttes med, at Mogens Morfar Moffe og hans ven Trikker drøner af sted på hver sin motorcykel. Så kan man kende dagens danske pensionister igen.
Inge Duelund Nielsen demonstrerer endnu en gang, at hun magter et malerisk, lydret og lyrisk sprog. Fortællingen om Sille og morfar ligger godt i munden på oplæseren, og med ord som sommerfugleflyvetræ og shawarmabar, og lydmalende beskrivelser som ”sædet sukkede” eller ”en lillebitte siven eller rislen”, gøres fortællingen sanselig og lydmalende.
Mof og muren lægger sig ind i den lange række af visuelle tekster, der behandler tilværelsens eksistentielle mørkesider – og hvor det er barnet, der er den handlekraftige og som forløser den voksne, der er i knibe.
Billedbogen er blevet et objekt, man som læser må tage alvorligt, både hvad angår tema, handling, sprog, og formatet. Billedsiden, der ikke længere ”blot” illustrerer verbalteksten, lever helt sit eget liv ved siden af, over og under teksten. Den moderne billedbogen er blevet en kunstform som kræver, at man tager billedsiden alvorligt. Endelig er billedbogen blevet et genre, man ikke længere ukritisk kan hive frem ved sengetid, fordi den var en ”ufarlig” og underholdende afslutning på dagen.
Anna Jacobina Jacobsen har været illustrator på flere af disse eksistentielle billedbøger, som eksempelvis Mette Vedsøs skilsmissefortælling En pige med pigsko, Tina Sakura Bestles grumme fortælling Hund og Skyggefugl, og endelig i den lysere afdeling, Hella Joofs Båven om Gud.
I Mof og muren demonstrerer Anna Jacobina Jacobsen endnu engang sin evne til at ramme tonen i værket – det gælder fra den mere end nedtrykte morfar i lænestolen på omslaget, omgivet af billeder fra lysere dage, til billedsiden slutter med Moffe med næsen i en mælkebøtte på vej ud af mørket. Det er en stor oplevelse at nærlæse billedsiden, der illustrerer Sille og morfars ansigtsudtryk, de udtryksfulde øjne, detaljer som Moffes sutsko og den gennemgående kanin i bogen. Til alt held har Anna Jacobina anbragt en smuk stjernehimmel, både på omslaget og indersiden af det. Den bringer håb om lysere tider. Og det er Sille, der fører blyanten.
Indholdsmæssigt lægger Mof og muren sig op ad Mette Vedsø og Kamila Slocinskas Glemmer du, idet begge værker forklarer for børn, at tilværelsen også kan være svær og foranderlig for børnenes bedsteforældre. Hos Vedsø er det demens, her depression hos ældre. Mof og muren anbefales i sammenhænge, hvor børn har brug for at samtale om væsentlige eksistentielle problemstillinger på baggrund af et aldeles glimrende fiktivt værk. For det er Mof og muren.
