Mørkemusen

‣ Forfatter: Marianne Iben Hansen

‣ Illustrator: Tea Bendix

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 229,95-

‣ Målgruppe:+4

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788702272819

“Med de allermindste museskridt bevæger han sig frem,
for det ene ben vil gerne,
Og det andet ben vil hjem.”

Det kan godt være, denne anmelder er vild med rap´anden i Axel elsker biler, kyllingen Frøken Pingelpot, det nougatfarvede får Nanna Nokkefår i Nanna Nokkefår får nok og andre af Marianne Iben Hansens rimfortællinger for børn. Men nu er den så gal igen. For med verdens mindste museheltekvad Mørkemusen har Marianne Iben Hansen begået endnu en sanselig rimet, rytmefast fortælling for de mindre børn.

En gyser i børnehøjde, barnelæseren helt sikkert vil gyse over, og kunne genkende sig selv i. Efternøleren i søskendeflokken på fem, den forsigtige og introverte, Mørkemusen, er nemlig bange for alt i den store verden, og han er også den sidste til at forlade reden, da flokken skal ud i den store verden. Men det er ham, der kan leve sig ind både egne og de andres følelser og give slip på sine egne. Hvem mon redder storesøsteren fra en grum skæbne, da hun er faldet ud over kanten på en skrænt?

Her er drama og minimusegys for alle pengene i fortællingen, det er en nydelse at læse op. Skønne rim og en dejlig rytme og puls gennem fortællingen.

Og så ender det som det skal, trygt og godt hjemme hos musemor i musehullet:

”Og da tårerne er tørret

og historien er fortalt,

og da nattens dybe mørke

ligger roligt overalt,

putter moren sine unger

med et sidste kys på panden,

og så ligger de i reden,

kryber tæt ind til hinanden.

 

Og han mærker

en pande mod sin mave,

et hjerte mod sin ryg

og et åndedrag, der kilder mod hans kind,

og alt er godt.”

Illustratoren Tea Bendix har tidligere arbejdet sammen med Marianne Hansen om billedfortællingen Fuglen (2014) for unge og voksne, der handler om at miste og genfinde det dyrebare i tilværelsen. Dengang som nu leverer hun indfølte tegninger og et farvevalg, der underbygger tonen og handlingen. Her i Mørkemusen er sorte opslag med små grå mus hjemme hos mor, og grønne og røde, vilde illustrationer, da museungerne har forladt reden og er draget på eventyr. Selvfølgelig er musene udtryksfuldt afbilledet, så barnet kan følge med ind ”Bag en sprække / i panelet i et faldefærdigt hus” og finde helten i verdens mindste museheltekvad.

”Lille mus kom op af hullet

op og leg tagfat.

Har du ikke lyst al lege

med det lille barn.”

(Frit efter Haakon Andersen)

Mørkemusen fortjener at komme ud af musehullet og møde børn i sengen ved godnattid, og hvor børn ellers mødes om god billedlitteratur. Her er rig mulighed for at få en god samtale om det at være bange og lidt introvert. For der er nok lidt mørkemus i os alle.

 

Marianne Iben Hansen

Tea Bendix

Mørkemusen

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.