Milles Malebog

Forfatter: Louis Jensen
Illustrator: Lilian Brøgger
Sidetal: 40
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2020
Set til kr.: 229,95

Målgruppe: 5+

Milles mageløse Malebog

Denne anmeldelse giver ikke bare anledning til at anmelde en bog, hvilket vel er genrens egentlige formål. Den giver også mulighed for at skrue tiden tilbage til 1990’erne, hvor man diskuterede børnelitteraturens egenart, og hvor forskningen i børnelitteratur for alvor tog fart i Danmark. 

Børnelitteraturen under kyndig lup
Det gik ikke altid stille for sig i 1990’erne, når diskussionen gik på æstetiske og litterære virkemidler i børnelitteraturen. Dengang begyndte visse dele af børnelitteraturen at tage en markant drejning i retning af større kompleksitet, og det var ikke populært hos alle forskere og formidlere. De nye komplekse udgivelser rejste spørgsmål om, hvorvidt de i det hele taget var forbeholdt børnelæserne, eller om de snarere var et desperat forsøg på at intellektualisere børnelitteraturen for dermed at påvise dens kunstneriske berettigelse.

Sideløbende arbejdede man i litteraturpædagogikken med forestillingen om ‘det kompetente barn’, der godt kunne kapere de svære bøger, i hvilke fortællerne var polyfone og mangetydige. Selv klasserummene blev flerstemmige. Ikke bare i Norge, men også i resten af Skandinavien.

Det var en tid, som på mange områder var med til at forme den børnelitteratur, vi kender i dag. På nogle områder har man dog nedbrudt den intellektuelle mur, der rejste sig om dele af børnelitteraturen dengang, og det er i min verden udmærket. Der udkom bøger, som dansklærerne var utrolig glade for, men som børn ikke gad røre med en ildtang, og det må nu engang være en børnebogs vigtigste ærinde at blive læst af børn. Også selvom det kan være spændende som litteraturformidler at pirre børns nysgerrighed med ukendte bøger.

Udviklingen af det børnelitterære forskningsfelt kulminerede med oprettelsen af Center for Børnelitteratur på DPU i Emdrup i 1998. Centret lagde flere væsentlige grundsten i børnelitteraturforskningen og banede dermed vejen for den viden, vi har om børnelitteratur i dag. Vi er formentlig mange, der er taknemmelige for den indsats, der blev gjort for børnelitteraturen dengang. For mit vedkommende var indsatsen det bærende, faglige fundament i lysten til at arbejde med børnelitteraturen. Og det er en lyst, der hænger uafrysteligt ved. De har det med at bide sig fast, de der bøger for børn.

Jensens hjertelige eventyr
Tilbage i 1990’erne var Louis Jensen med værker som Krystalmanden, Nøgen, Skellettet på hjul og Den kløvede mand med til at tage den danske børnelitteratur til nye højder. Jensen var et af hovednavnene, når man talte om ‘den komplekse børnelitteratur’, og hans bøger blev genstand for flere forskningsprojekter. Således var Louis Jensens forfatterskab med til at definere ‘den komplekse børnelitteratur’, som er bedst beskrevet af Bodil Kampp i ph.d.- afhandlingen Barnet og det voksne i det børnelitterære rum fra 2002 og af Anna Karlskov Skyggebjerg i bogen Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur, 1967- 2003 fra 2005.

Louis Jensen har altid været garant for det originale. Det vanvittige. Det mystiske. Det uforudsigelige. Genstanden for denne anmeldelse, nu kommer vi til den, er faktisk den mest afdæmpede bog fra Louis Jensen, som jeg har set til dato, og det skal med det samme fastslås, at det klæder Hr. Jensen umådeligt godt.

Milles Malebog er der tale om et kort, koncentreret handlingsforløb, hvor pigen Mille sidder og maler akvareltegninger med sin bedstefar. Undervejs udspiller der sig et lille eventyr med en prinsesse, en prins, Mille selv og ikke mindst en lyserød krokodille med grønne støvler. Eventyret fortælles gennem Milles og bedstefars fabulerende fantasi. Her er en bedstefar, der forstår sig på barnets leg. Ham vil jeg være, når jeg når dertil.

Eventyret ender som sådan et skal, og selvfølgelig skal der et hjerte med til sidst. Jeg kan ikke forestille mig en Louis Jensen-fortælling uden et hjerte.

Brøgger bare bedst
Fortællingen kan naturligvis ikke fortælles uden en illustrator, der kan arbejde på de gældende præmisser, og det kan en anden af dansk børnelitteraturs store Grand Olds, sagt i største respekt, nemlig Lilian Brøgger. Gennem årene har Brøgger med sit illustrationsarbejde haft en signifikant indflydelse på udviklingen af den danske billedbog, som parallelt med den øvrige børnelitteratur ligeledes tog nogle afgørende spring fremad i 90’erne og 00’erne. Skal man fordybe sig i det, kan man passende starte med Nina Christensens ph.d.-projekt fra 2003, Den danske billedbog, 1950- 1999, som forresten er en anden vigtig udgivelse fra de tidlige 00’ere.

Brøggers illustrationer i Milles Malebog underbygger ikke bare den legende fortælling, men sætter ganske enkelt scenerne for den, efterhånden som den udvikler sig i samarbejde mellem barnebarn og bedstefar. Her er Lilian Brøggers karakteristiske streg et selvfølgeligt valg. Det der kan hun bare.

Selvfølgelig skal Milles Malebog købes til daginstitutionerne og skolebiblioteket, så indskolingsbørnene har noget ordentligt at læse i, når turen går til skolebiblioteket eller måske det lokale bibliotek. Om man læser den højt i bibliotekets læsekrog eller derhjemme er egentlig ligegyldigt. Bogen holder uanset, hvor den bliver læst. 

Det er muligt, at Louis Jensen engang var kendt som forfatter til komplekse børnebøger. Milles malebog er ikke kompleks. Den er bare rigtig, rigtig god og velfortalt.

Ovenfor nævnt litteratur til yderligere fordybelse efter forgodtbefindende:

Christensen, Nina; Den danske billedbog, 1950- 1999. Teori, analyse, historie; Roskilde Universitetsforlag og Center for Børnelitteratur; 2003

Kampp, Bodil; Barnet og den voksne i det børnelitterære rum; Danmarks Pædagogiske Universitet; 2002

Skyggebjerg, Anna Karlsskov; Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur, 1967- 2003; Roskilde Universitetsforlag og Center for Børnelitteratur; 2005

Om Louis Jensen
Lilian Brøggers hjemmeside
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside

Forfatter

Anmelder: Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.