Mig og min hjerne

Forfatter: Charlotte Koldbye
Illustrator: Niels Roland
Sidetal: 160
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2019


Målgruppe: 9+

Så din hjerne er både megasmart og virkelig dum på samme tid. Men det mest fantastiske ved din hjerne er, at den kan forandre sig hele tiden. Du lærer hele livet.

Hvorfor husker jeg bedre, når det er sjovt at lære? Hvorfor skal jeg lære at vente? Hvorfor har jeg følelser? Hvorfor glemmer jeg ikke at svømme, når jeg først har lært det? Hvorfor føles det så godt, når jeg bander? Hvorfor kan jeg ikke kilde mig selv?

Med udgangspunkt i en myriade af spørgsmål – af hvilke en meget stor del med sikkerhed har rumsteret i mangt en hjerne – har Charlotte Koldbye skrevet en meget appellerende og interessant bog om hjernen, og hvad vi ved (og ikke ved!) om den. Bogen er på en måde videnskabelig, men mere eller mindre støvsuget for videnskabelige termer, der i stedet er erstattet med visualiserende og beskrivende begreber som ”opmærksomhedsspotlight”, ”gøre-det-uden-at-tænke-over-det-hylden” og ”husk-det-for-evigt-hylden”. Det er måske ikke ligefrem mundrette begreber, men til gengæld er det begreber, som man husker, og som gør forståelsen af, hvordan hjernen fungerer meget jordnær og tilgængelig.

Mig og min hjerne bliver på intet tidspunkt langtrukken eller kedelig, hvilket i allerhøjeste grad skyldes de virkemidler, som Koldbye gør brug af. Rolands tegninger er rigtig gode til at illustrere diverse pointer, og så er der igennem bogen, med nænsom hånd, strøet hhv. faktabokse, der summerer og eksemplificerer pointer i teksten, træningsøvelser, man kan bruge til at træne forskellige funktioner i hjernen og ikke mindst sjove gåder/drilleopgaver. Disse er med til at gøre indholdet forståeligt, samtidig med at det gør bogen sjov at læse.

Selvom målgruppen er de 9-årige og opefter, og sproget derfor også er rettet mod disse, så er bogen absolut også relevant for nysgerrige voksne. Nok havde jeg en viden om visse af de sammenhænge, der forklares i bogen, men langt de fleste ting var ny viden for mig. Så ud over at være rigtig godt underholdt, lærte jeg også en masse, og det er min klare opfattelse, at også andre nysgerrige voksne vil kunne få rigtig stor glæde af bogen.

Bogen er udgivet i forbindelse med Hjerneugen i Danmark i marts 2019, og den er et mere end almindeligt godt forsøg på at gøre et komplekst og indviklet emne tilgængeligt og forståeligt. Ud over at bogen giver en lang række svar på underfundige spørgsmål, som vi alle på et eller andet tidspunkt har grublet over, så er det også min helt klare oplevelse, at den har et andet og måske mere underspillet formål, nemlig det at opfordre børn og unge til at undre sig! I en verden, hvor man både som barn og voksen mere eller mindre konstant bombarderes med informationer fra højre og venstre og i alle mulige sammenhænge og konstant forsøges aktiveret på den ene eller anden måde, skal man huske at finde tid til at undre sig.

Hvis du virkelig vil være ven med din hjerne og gøre det bedste for den, skal du udfordre den og lære nye ting hele livet – også når du bliver gammel.

Om Charlotte Koldbye
Om Niels Roland
Om bogen på Høst & Søns hjemmeside

Forfatter

Anmelder: Lonni Carlsen

Lonni er uddannet lærer og læringsvejleder og arbejder til daglig på Gildbroskolen i Ishøj. Hun underviser i udskolingen og er fagansvarlig for dansk på skolens læringscenter. Ydermere er hun beskikket censor i mundtlig og skriftlig dansk. Lonni har en særlig interesse for ungdomslitteratur samt grafiske romaner og billedbøger, der henvender sig til de ældste elever i folkeskolen.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.