Mig Maja

Forfatter: Sandra Schwartz
Sidetal: 262
Forlag: Carlsen / Serie: Sommerfugleserien
Set til kr.: 269,95



Målgruppe: 12+

Jeg stirrer på min muffin. Der er tandmærker i glasuren, mine tænder er overtrukket med sukker. Den smager godt, men ikke helt så godt som lige før. ”Er du klar over, hvor mange kalorier der er i sådan en?” fortsætter hun. Mine mundvige trækker sig op. ”Og hvad så? Jeg har en tip top forbrænding, du er bare misundelig!” Jeg propper endnu en kæmpe bid i munden, gumler demonstrativt på den. Den bløde kagemasse glider ned gennem min hals.

14-årige Maja er vild med Tristan, som hun går i skole med. Og for Maja bliver den største mission lige nu at få Tristan til at indse, at han også er vild med hende; for det har Maja bestemt sig for at han er. Ellers går Majas hverdag mest op i veninderne Eva og Katrine, at have det fedeste og helt rigtige tøj, og så at tøjle trangen til at spise lækre sager, noget hun har rigtig svært ved. Og hvorfor er det lige, at Eva bare kan spise alt, uden det sætter sig, mens Majas mave buler, så snart hun nærmest har kigget på en pose lakridser? Majas løsning på problemet udvikler sig efterhånden fra at være en nødløsning til en rigtig, rigtig dårlig vane.

En dag fortæller Majas mor, at hendes barndomsvenindes søn Sylvester flytter ind hos dem i stykke tid. Han har nemlig nogle problemer derhjemme, men Majas mor vil ikke fortælle hvad det er.

Maja er absolut ikke glad, for alt hvad hun husker om Sylvester fra da de var yngre, er hvordan han og Majas storebror altid drillede hende. Og da Maja finder ud af, at Sylvester skal bo i det værelse i kælderen, hun lige er blevet færdig med at gøre i stand, så hun selv kunne flytte derned og få lidt mere privatliv, ryger hun helt op i det røde felt.

Det viser sig dog efterhånden, at Sylvester ikke mere er den plageånd hun husker fra barndommen, og da Maja langt om længe accepterer det og lader Sylvester komme tæt på, udvikler tingene sig i mellem dem. Det viser sig, at både Maja og Sylvester bærer på hemmeligheder, som er meget lettere at bære på, når man får en at dele dem med.

Sproget flyder så let og smukt, og samtidig er handlingen vedkommende og rammer lige ned i livet som teenager og de følelser og problemer, der kan være. Forfatteren kommer også elegant omkring et så alvorligt emne som bulimi, men uden at det bliver sygdommen der fylder hele handlingen. Vi følger lige så meget alle andre aspekter af Majas liv. Samtidig har hovedpersonerne i bogen virkelig meget dybde, og selv som voksen læser fløj jeg lige igennem bogen og kunne sætte mig i Majas sted.

Bogen er en del af Carlsens Sommerfugleserie, som er en serie udviklet til piger mellem 9 og 14 år. En enkelt sommerfugl indikerer at bogen er til den yngre del af målgruppen, mens to sommerfugle markerer at serien henvender sig til de ældste i målgruppen, og det er her denne bog lægger sig.

”Mig Maja” er en helt fantastisk bog til de piger, der gerne vil læse om den første forelskelse, venindeproblemer og hverdagslivet som teenager. 

http://www.sandraschwartz.dk/

http://www.carlsen.dk/

Forfatter

Anmelder: Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.