Mestertyven Vips – Mimers brønd

Forfatter: LG Jensen
Sidetal: 364
Forlag: Gyldendal / Serie: Mestertyven Vips 2
Udgivelsesår: 2015



Målgruppe: 12+

Anden bog i serien om den 13-årige Karoline, hvis talent for tyveri og parkour har givet hende kælenavnet Vips. Ligesom ”Det forbandede totem” tager den udgangspunkt i mystikken ved de gamle mytologier og religioner. I første bind var det et totem, mens i andet bind er det den nordiske mytologi, der er omdrejningspunktet.

Vips og hendes ven, Stoffer, hendes far den tidligere mestertyv Ravnen og morfaren Moffen er blevet inviteret til en glamourøs fernisering på det aarhusianske kunstmuseum ARoS. Her skal totemmet fra bind 1 udstilles. En anden attraktion ved udstillingen er en mulig kopi af Gjallarhorn, som Heimdal skulle blæse i når Ragnarok kommer, og som også har direkte adgang til Mimers brønd og altså uendelig visdom.
Derfor har hornet ifølge bogen været forbi personligheder som Adolf Hitler og Simon Spies. Hvis myten passer er det livsvigtigt, at hornet ikke kommer i de forkerte hænder. Det er der en alvorlig fare for; derfor bliver Vips og hendes entourage engageret til at stjæle det før onde kræfter får fingrene i det. Og de onde kræfter er i ”Mimers brønd” en mystisk, eminent, bundkynisk og brutal mestertyv.

Og så er der ellers lagt op til en Mission: Impossible gennem Aarhus og dens ikoniske kunstmuseum, med eksplosioner, vandscooter-jagter, plot-twists og high tech-hjælpemidler.

Eksplosionen havde stoppet al trafikken på Vester Allé. Nogle folk skreg og flygtede, andre steg ud af deres biler for at se på den rygende bygning. Alle i den tro at Aarhus var blevet udsat for et terrorangreb.

Karoline så sig ikke tilbage, men spurtede det sidste stykke ned ad trappen og krydsede vejen hen over kølerhjelmene på et par af bilerne.

Hvor første bind i LG Jensens serie var underholdende, actionfyldt og lidt rodet er andet bind meget mere af det samme. Det vil sige, at der er skruet op for sidetallet, actionscenerne – men også for plothuller, usandsynligheder, og en løs struktur. Især i bogens første tredjedel er der et væld af tomgang og en masse plottråde, der ikke føres til dørs og virker underligt påklistrede. Og antydningen af en kærlighedshistorie mellem Vips og Stoffer er simpelthen forudsigelig, klichefyldt og irriterende.

Til gengæld har bogen stadig grafiske elementer, hvor teksten er formet som et billede eller en bevægelse og det fungerer optimalt.

Anden bog i serien om den 13-årige Vips, der er en yderst talentfuld og modig parkour-tyv. Dette bind foregår i Aarhus, hvor Vips skal forsøge at stjæle Gjallarhorn mens hun jagtes af en mystisk og brutal forbryder. Bogen er som en Mission: Impossible-film – altså sprængfyldt med actionscener, men er desværre også for rodet og mindst 100 sider for lang.
Egner sig til frilæsning.

Forfatter

Anmelder: Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.