Maze Runner 1 – Labyrinten

Forfatter: James Dashner
Oversætter: Thomas Munkholt
Sidetal: 380
Forlag: Høst & Søn / Serie: Maze Runner 1
Udgivelsesår: 2014
Set til kr.: 199,95

Målgruppe: 12+

Thomas ankommer gennem en elevator til en verden, han ikke kender, og han kan ingenting huske om sit tidligere liv. Det eneste, han husker, er sit navn. Den nye verden er et lille samfund bestående af unge mænd som ham selv. Området er omgivet af høje mure, og bag dem ligger en kolossal labyrint, som man er nødt til at komme igennem, hvis man vil væk derfra, men ingen har tilsyneladende nogensinde overlevet at komme gennem den. For i labyrinten lever de onde ”straffere”, som er de rene dræbermaskiner.

Labyrinten er første bind i en trilogi. Bogen er filmatiseret og resten vil også følge på film, så der er lagt an til et stort projekt. Personligt blev jeg dog ikke rigtig grebet af historien. Det er, som om persontegningerne ikke løfter sig, og jeg havde svært ved at skelne de mange forskellige karakterer fra hinanden. Den verden, Thomas ankommer til, er meget fremmedartet og der bruges en særlig form for slang, som man lige skal vænne sig til. Læseren ved lige så lidt og er lige så fremmedgjort, som Thomas er. Og det er der selvfølgelig en pointe i. Og det er meget individuelt, om ens nysgerrighed pirres af denne verden, eller ej.

[…] Han fattede det helt enkelt ikke. Hans hjerne var ved at være overbelastet i forsøget på at begribe den usandsynlige situation. Hvordan kunne en labyrint, med vægge så massive og høje, være så stor, at snesevis af drenge ikke havde været i stand til at løse den efter adskillige forsøg? Hvordan var en sådan struktur overhovedet mulig? Og endnu vigtigere, hvorfor? Hvad kunne dens formål være? […]

Ja, det spørger jeg også lidt mig selv om. Ikke for bare at lyde mavesur, men jeg forstår ikke helt, hvad idéen med historien er, andet end at underholde. Og det kan selvfølgelig være grund nok.

Bogen er virkelig veloversat, og jeg tror helt sikkert, den vil finde sit rette publikum. Måske mest blandt drengene (drengehovedperson og kun en lille anelse romantik). Er man til sci-fi og dystopi, er trilogien Maze Runner det helt rigtige, mensynes jeg ikke, den helt kan måle sig med fx Hunger Games og Divergent

http://jamesdashner.com/books/

http://rosinante-co.dk

Forfatter

Anmelder: Nana Baaner Klitgaard

Nana er cand.mag i dansk og engelsk og har taget 3. modul på masteruddannelsen i børnelitteratur (om formidling af børnelitteratur). Hun arbejder som freelanceredaktør af alle mulige slags bøger, men børne- og ungdomsbøgerne er dem, hun brænder for. I sin tid skrev Nana speciale om dannelsesromanen, så måske plantede hun ubevidst et frø der til interessen for ungdomsromanen, det “dannende” og coming of age-litteraturen. Nana har en lang baggrund i forlagsverdenen og har bl.a. arbejdet som børnebogsredaktør på Politikens Forlag. Derudover har Nana arbejdet med journalistiske bøger og anden faglitteratur for voksne.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , . Bogmærk permalinket.