Næste morgen vågner Max tidligt. Længe før de andre. Han ved med det samme, at det er lørdag, og at han er den eneste, der er vågen. Han ved også præcis, hvor han er nået til. Bane 9. Dark Zone. Og han er lige kommet ind i våbenlageret.
Max smiler og kommer til at gabe stort. Det er faktisk helt umuligt at gabe og smile samtidig, opdager han. Fuck, det bliver fedt at komme videre nu. Han løfter dynen og går søvndrukken hen til sit skrivebord i sit nattøj.
Max er en rigtig gamer. Han elsker at spille så meget, at han ofte synes, det er skæggere at være inde i spillenes virkelighed end at være i den rigtige virkelighed, hvor der er venner og piger og forældre, der serverer aftensmad, og dansklærere der vil lære en om fiktion og aktantmodeller.
Max er i gang med et helt vildt intenst krigsspil. Og i spillet er han ikke længere den lille danske dreng Max. Her er den kyniske elitesoldat Max MoFo (MotherFucker). Hans opgave er at redde den afghanske præsident og pløkke så mange talibanere som muligt. Og spillet fylder mere i drengen Max’ univers end vennen Anton, der gerne vil hænge ud med ham og pigen Luna, der vist nok af en eller anden mystisk årsag synes at Max er spændende.
Max MoFo er et forsøg på at ramme drenge, der hvor deres interesse er. Og denne type genrebøger – hvad enten det drejer sig om fodbold eller musik, er ofte ret svært at få til at flyve. Men bøger om at game, kan fungere rigtig godt. Spil har jo både et stærkt narrativt forløb, og når man spiller, er der ofte sociale dynamikker på spil både i og uden for spillet – læs fx Kaspar Hoffs ualmindeligt vellykkede ’Gamerz’-serie.
Max MoFo er klart mindre velfungerende.
Bogen vil meget gerne tematisere virkelighed vs. fiktion og vise de steder, hvor de to overlapper hinanden. Og i forhold til beskrivelserne af de klaustrofobiske og intense krigsscener fungerer det ok. Men forholdet mellem drengen Max og hans spilmæssige alterego Max MoFo er til gengæld et postulat.
Max spiller helt tydeligt et FPS, og derfor får det vel ingen reel betydning om Max MoFo overlever eller dør. Max er vel kun et enkelt save væk fra at live op. Og selvom spillets historie ligner og mimer virkeligheden – den foregår i Afghanistan og spillets historie er virkelighedstro, så har den sammensmeltning ingen betydning for drengen Max’ opfattelse. Jeg mener, bogen tematisere et overlap mellem fiktion og virkelighed, men vi får intet at vide om hvordan Max i grunden har det med at være en mean killermaschine, der ikke er bleg for at likvidere sovende fjender?
Og det er her at bogen sætter sig mellem to stole. Man vil gerne beskrive hvordan fiktionen nogle gange er skridt foran virkeligheden. Man vil gerne helt uden løftede moralske pegefingre vise, hvordan man kan blive suget ind i et spilunivers. Og alt sammen er så fint og forståeligt. Men samtidig tager bogen hverken spillet eller virkeligheden alvorligt. Og på den måde bliver bogens to dele helt adskilt. På trods af hvad bogen ellers gerne vil have. Og det er søreme ærgerligt.
Første bog i serien om drengen Max, der er en helt almindelig folkeskoledreng, der, når han sætter sig ved computertastaturet, bliver til den hardcore soldat Max MoFo. Bogen vil gerne tematisere forholdet mellem fiktion og virkelighed. Det lykkes ikke. Desværre.
