Man kan jo ikke tage sig af alting

Bogens forsideForfatter: inge Duelund Nielsen
Sidetal: 140
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesår: 2013
Set til kr.: 229,-


Målgruppe: 11+

“Man kan jo ikke tage sig af alting” er Inge Duelund Nielsens romandebut. Hun har studeret ved Forfatterskolen for børnelitteratur, og på mange måder minder hendes roman om en anden af de tidligere studerendes der, Anita Krumbachs, roman “Et mærkeligt skib”. Det gælder både indhold, sprog og komposition – og ved at “Man kan jo ikke tage sig af alting” også kræver stor litterær læsekompetence af sin læser.

Men hvor Krumbachs hovedperson, drengen Elo er handlingslammet, er Duelunds Gritt en helt anderledes livsduelig, ansvarlig og handlekraftig pige.

Kort fortalt fortæller pigen Gritt om hendes families liv i en periode, hvor alt forandres – faren forelsker sig i Gritts bedste veninde, Pernilles mor, og Gritts mor trækker sig ind i sig selv og flytter symbolsk ind i et dukkehus. Så selv om de to (tidligere) bedsteveninder er ved at spare op til et tandemspring med faldskærm, diskuterer bogen de to pigers roller. På trods af alt, fuldfører Gritt og Pernille deres fælles drøm og foretager tandemspringet sammen – springet ud i eget liv.

Romanen er komponeret med korte afsnit, der har hver sin prægnante overskrift. Dette er nødvendigt, for at læseren kan holde styr på handlingen, da plottet ikke er særligt tydeligt. Som Gritts liv er noget rod, er også de mange personer og, hvad man kan kalde, den manglende indre sammenhæng i romanen, “noget rod”, der kræver litterær læsekompetence af læseren.

“Man kan jo ikke tage sig af alting” veksler ligeledes mellem socialrealistiske kapitler, magisk realisme, fantastiske og lyriske afsnit, mens Gritt fortæller om sit liv frem mod det store spring. Eller spring ind i eget liv, for som Gritt siger i romanens afslutning: ”Jeg kunne jo ikke tage mig af alting. I hvert fald ikke før i morgen.

Skal bogen anvendes i undervisningen på mellemtrinnet, kan en god grund, ud over romanens temaer og indhold, være dens sprog og sprogbrug. Der leges med sproget på alle niveauer i bogen – fra farens p-sprog, hvor der sættes et “p” foran alt, over sætninger som: “Hun hader viskesnuller og får meget let klaustrofobi” til henvisningen til farens “voksenvom”. Og på indholdsplanet kender de unge læsere til det familiære rod, romanen fremstiller.

Hvorvidt Gritt er en fanden-i-voldsk pige, og hvorvidt romanen er det, er det op til læseren at afgøre; men fanden-i-voldsk er sproget i hvert fald. Romanen fungerer rigtig godt på mange niveauer, men at den vil være svær at læse for mange af dens intenderede modtagere, da det er som om romanen vil for meget på samme tid.

http://www.jensenogdalgaard.dk/Books/efter-2013/mankanjo.htm

 

Forfatter

Anmelder: Søren Fanø

Søren er lektor i dansk ved VIA UC, cand.pæd. og Master i børnelitteratur. Oprindeligt læreruddannet. Har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år. Forfatter til både bøger og artikler om denne. Tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og suppleant til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen. Har en særlig svaghed for billedfortællinger, herunder graphic novels.
Dette indlæg blev udgivet i p-bog, Mellemtrin og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.