Når sommeren var virkelig våd og dårlig i Danmark, fortalte morfar, så udviklede danskerne gæller, så de kunne komme helskindet, om ikke tørskoet gennem en endnu mere våd og sneløs vinter. Morfar havde mange beviser på, at Danmark ikke var halvt så godt et land som Sverige. Danmark havde ikke engang en konge.
Denne perle af en fortælling er historien om Magnolia, som sammen med storebror og de to kusiner, Regina og Zille, tilbringer en uges tid i sommerhytten med hemsen hos mormor og morfar ved Skagerrak. Magnolias forældre er taget på fjeldvandring i Jotunheim, medens mor er på rekonvalescens.
Her kan børnene udfolde sig i et fantastisk eldorado af natur. Hvilket planteflor, de omgives af, hvilket dyreliv, der omgiver dem, og hvilken et lyst og lyrisk sprog, de er indfældet i. Man bliver så glad og opstemt, at det halve kunne gøre det.
Denne magisk realistiske fortælling finder i fred og ro sin afvikling på en måde, som man sjældent ser hos Bent Haller. Og tak for det. Og man bemærker, at han faktisk har dedikeret bogen til sine børnebørn. Det forstår man virkelig. Et sådant kendskab til dyr og planter må det være en fryd at dele med andre, i hvert fald med denne anmelder, som er så godt som naturblind.
Da Magnolia er nede ved stranden sammen med kusinerne og storebror, fanger hun en dag ved en tilfældighed en lille klumpet figur, som børnene er enige om er en dybhavsulk. De ved ikke, hvad de skal stille op med den, spises skal den i hvert fald ikke, men hjem bringer de den dog. Dagen efter går storebror ned mod stranden for at sætte den ud igen. Magnolia følger efter ham, og synes, han kommer for hurtigt tilbage, hvorefter storebror indrømmer, at han har sat den ned i bækken, og så kan den såmænd selv finde tilbage.
Magnolia går ned, finder den og bærer den ned til stranden, hvor hun sætter den ud i havet. Men dybhavsulken bliver ved med at komme tilbage. Den flyder oven på vandet, og lige meget hvad, vil den ikke blive ude i havet.
Til sidst går Magnolia hjem – men da hun dagen efter kommer tilbage til stranden, ligger den der stadig, og inden hun ved af det, begynder den at tale til hende. Lad mig være, beder den, Lad mig dø i fred. Men i stedet ender det med, at hun får den lille klumphvals (som det viser sig at være) historie. Og den er ikke kedelig (og man mindes med glæde sin læsning af Kaskelotternes sang). Siden tilbyder Magnolia den sit venskab.
Det var lige før, Magnolia fuldstændig havde glemt sin egen eksistens, så langt havde hun været væk i den historie, hun netop havde hørt.
Da den tanke strejfede hende, at hun vist nok havde siddet og talt højt med sig selv, som om det hele var noget, hun selv havde fundet på, føltes det, som om der var gået meget lang tid, ja, som om hun var blevet mindst et år ældre. I virkeligheden var der kun gået ganske få minutter. Der var desuden noget i den historie, som Magnolia havde en fornemmelse af, at hun havde hørt før. (s. 84-85).
Da Magnolia tager den med hjem, mister den i mellemtiden sine grønne og røde farver, og ligner efterhånden blot en grå sten. En cementsten, mener morfar, for den er så let, at den vil flyde ovenpå, hvis den ryger i havet. Men den minder imidlertid både mormor og morfar om noget. Sammen med Magnolia bearbejder og sliber morfar klumphvalen og gengiver den sine farver, røde og grønne. Og da mormor går på jagt i sine fotoalbums, finder hun et billede, som hun har glemt eksisterer, og som Magnolia får at se for første gang. Et billede af moderen, der sidder med den selvsamme figur, som faktisk er gjort af morfar, i hænderne – og det viser sig, at den hedder, ja, hold godt fast: Magnolia.
På den måde binder den lille figur hele fortællingen sammen på smukkeste vis.
Der er et væld af smukke optrin i denne gavmilde bog, som med rette er indstillet til Nordisk Råds børnelitteraturpris.
Hvad man dog som nævnt ikke får beskrevet af flora og fauna og med et dyreliv så mangfoldigt. Og frem for alt, så er det hele holdt i lyse toner, som Lea Letén understreger med sine ualmindeligt smukke pastelillustrationer.
Dertil er fortællingen både illustrativt og sprogligt velgørende humoristisk. For denne anmelder står den svenskfødte morfar i centrum som en vidunderlig karakter, man kun kan holde af, ikke mindst når han udbryder sit: Liten Maggenolia. Men også Magnolia, mormor og storebror er ramt spot on.
Og samtidig med at man flyder ind i denne beretning, så drager tankerne ligeledes på langfart, og denne anmelders tanker flød i retning af dels Martin A. Hansens smukke essay Dyremøder og dels Anders Johansens to smukke bøger om Lasse: Lasses store Verden (2003)og Lasses lange sommer (2007).
Denne roman er ikke pædagogisk, den er et æstetisk anliggende!
Bogen er først og fremmest velegnet til højtlæsning (men meget gerne god oplæsning) i indskolingen. Men gode læsere i 3. klasse vil kunne få en fantastisk fin oplevelse. Den anbefales på det allervarmeste!
