Magiske Mads

Forfatter: Gunnar Wille
Illustrator: Gunnar Wille
Sidetal: 264
Forlag: Jensen & Dalgaard / Serie: Magiske Mads
Udgivelsesår: 2020
Set til kr.: 278

Målgruppe: 7+

Vi, der er vokset op i 1980’erne, kan i dag se tilbage på et vildt årti. 80’erne var storhedstid for dansk popmusik – musik, der stadig kan fylde gulvet til enhver nutidig forældrefest – og desuden var årtiet rigt på filmklassikere og vært for et børnebogsmarked, der var præget af divergens, efter at 70’ernes socialrealisme var på retur, og der igen var plads til løjer, farver og striber.

Selv om Magiske Mads trådte ind på denne glorværdige scene i 1978, var det 80’erne, som han og forfatter Gunnar Wille for alvor slog igennem i. Nu sidder vi her 40 år efter i vores hyperkomplekse, digitale tidsalder og kan atter glæde os over, at de tre første historier om Magiske Mads er tilbage i en ny og forrygende samlet genudgivelse. Til foråret kommer endnu en bog med to gamle historier samt en helt ny historie om Magiske Mads som voksen. Indtil da har vi heldigvis vinteren foran os med tid til læsning, og her skal både børn og voksne med gakket humor læse den nye Magiske Mads.

Bogen er præcis så gakket, som jeg husker den fra skolebiblioteket i Vanløse, hvor min dansklærer af uransagelige årsager efter et stykke tid fortalte mig, at nu måtte jeg ikke læse Magiske Mads længere. Nu skulle jeg læse noget andet. Jeg forstod det ikke dengang, og det gør jeg egentlig heller ikke nu. Børns faldende læselyst taget i betragtning, så skal der bare læses, læses og gerne læses igen.

Betyder disse fra min barndom så uudslettelige minder så, at jeg er tilnærmelsesvist forudindtaget om Magiske Mads? Ja da! På alle måder. Jeg er ellevild med Wille og kan huske Familien Fab, hans oplæsninger af Magiske Mads i et kæmpe puderum, der stadig kan findes på nettet, og ikke mindst den universelle hersker over farver og striber; Skrumpen fra Det Ydre Rum.

Den nye udgave af Magiske Mads er rigt illustreret med Gunnar Willes egne tegninger, der har en særegen tegneseriestreg, men lægger sig i slipstrømmen fra Ole Lund Kirkegaard. Dog er der mere dynamik og tempo hos Wille, og så er bogen smækfyldt med lydord, der blander sig med brødteksten og giver liv til illustrationerne, der tro mod originalerne er holdt i sort/hvid.

Der er ingen tvivl om, at man skal være klar på den skæve, direkte humor i bogen. Man skal være klar på ironien og på scener, der ikke nødvendigvis fører plottet nogen steder hen, men bare er med, fordi de er bindegale. Og sådan skal det være.

Magiske Mads skal præsenteres for de ældste indskolingsbørn og mellemtrinsrødderne og egner sig godt til oplæsning. Særligt hvis man tør råbe med og lave meget høje, pludselige lyde.

Gunnar Wille har skrevet et nyt forord, der forklarer lidt om Magiske Mads og den tid, bogen blev skrevet i, herunder det sprog, læseren vil møde i bogen. Sproget kan til tider virke underligt for den nutidige barnelæser, og en del voksne har allerede – inden de overhovedet har læst bogen – udtrykt deres mening om det op til genudgivelsen. Men skal man nu også sætte sig ind i tingene, før man føler sig krænket? Det må da være nok bare at synes noget? Det kan du læse mere om i linket nedenfor.

Hvis du gerne vil opleve det nyeste værk fra Gunnar Wille, så besøg Valby Bibliotek på Skolegade. Her står nemlig et spritnyt, fuldt gavlmaleri af Gunnar Wille og grafittimalerne Peter Andersen og Martin Frandsen. Så bliver det ikke mere 80’er-agtigt, og der er dømt kodylt mange farver og striber.

Om Gunnar Wille
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside
Artikel på folkeskolen.dk: “Bøger skal hjælpe børn i en krænkelsestid”

Forfatter

Anmelder: Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.