Måneskinsnatten – en eventyrlig findebog

Bogens forsideForfatter: Akemi Yamagata
Illustrator: Toshio Ohata
Oversætter: Heidi Bruhn
Sidetal: 32
Forlag: Alvilda
Udgivelsesår: 2013 (Japan 2003)
Set til kr.: 249,95

Målgruppe: 3+

Det var fuldmåne, da mit værelse blev levende.” Sådan starter Måneskinsnatten og den fortsætter poetisk, drømmende – og lidt sær – i den stil. Bygget op omkring et barns natlige eventyr, kommer vi omkring bl.a. en levende trappeopgang, et druknet køkken, en fuldmånebeskinnet by, en labyrintisk park og en sø fuld af skatte.

Hvert dobbeltopslag indeholder et nyt smukt og dragende foto af mængder og atter mængder af legetøjsting og modellervoksfigurer i en besynderlig blanding af kaos og orden – og ved siden af en kort tekst, der i let lyriske vendinger sender barn og voksenlæser på jagt i billedets mange fine detaljer.

Her er tale om en ualmindeligt fin findebog for stort set alle aldersgrupper – den sælsomme drømmestemning går igen i både billeder og tekst. I netop det at teksten er lidt mere end en benævnelse af det, der skal findes, adskiller denne bog sig klart fra mange i samme kategori.

Forlaget Alvilda: http://www.alvilda.dk/

Forfatter

Anmelder: Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.