”Støvet flimrede gennem vinduet, solen var på vej ned, ned til mig, der sad på gulvet i mit
snart gamle værelse. Mor og jeg plejede at pudse vinduer sammen en eller to gange om året, og så fik vi altid pizza bragt ud bagefter. Men det var længe siden og et helt andet sted.”
Nu sidder Ludvig her på gulvet i sit værelse. Han skal snart afslutte ottende klasse, så skal han derefter gå i niende klasse i København og ikke i sin hjemby. Han flytter med sin moster og hendes familie til København. Mosterens mand har fået arbejde i storbyen. Ludvigs mor er død, hun døde for tre år siden, og han har aldrig kendt sin far.
Under oprydningen finder Ludvig et billede af sin mor, hvor hun sidder på skødet af en good-looking-guy. Årstallet er netop sådan henved ni måneder før Ludvigs fødselsdag, og nu begynder jagten på en mulig far. Sammen med de to gode venner Mick og Maja, og senere med hjælp af pigen Lilje, som han møder i København, forsøger Ludvig at finde sin far.
Det er en søgen efter identiteten for et ungt menneske. Det er også en vej mod at blive voksen og kunne forholde sig til følelser og jalousi. Ludvig har mange, der støtter ham. Han har mange, der stiller op for hans projekt, og måske slår han sig til tåls med sin baggrund engang med tiden.
Det er en kort fortælling fra et par uger i Ludvigs liv. Det er fortalt set ud fra Ludvigs
synspunkt, og det er bemærkelsesværdigt, at alle voksne er ganske fornuftige hjælpsomme
voksne, der har stor forståelse for Ludvigs projekter.
Måske er alt ikke altid så nemt, som det beskrives her, men tak for de voksne, der er gode
rollemodeller som netop ”helt almindelige voksne”. Ludvig skal nok finde vej til livet. Engang. Han er på vej.
